Af Mads Linnet Perner, forskningsassistent ved Copenhagen Center for Disaster Research (COPE)
Fortællingen om koleraepidemien i København er efterhånden klassisk. Danmark undgik Europas første store pandemi i 1831 og slap igen med skrækken i 1850, da en mindre epidemi i Bandholm på Lolland blev stoppet af lægen Peter Ludvig Panum.
I 1853, da heldet ikke rakte længere, ramte koleraen ikke kun København og byens omkreds, men også en lang række købstæder i resten af landet.
Den store koleraepidemi er ikke afslutningen på historien, men et vendepunkt.
I kølvandet på katastrofen blev voldterrænet omdannet til parker, den håbløst forældede vandforsyning blev erstattet af en ny, og i byens perifere områder byggede man nye, rummelige boliger.
Alt dette bidrog til at de tilbagevendende koleraepidemier forsvandt fra Europa og nok aldrig kommer igen.
Udbruddet i Hamborg i 1892, som dræbte ca. 8.600, regnes af de fleste for den sidste koleraepidemi i Europa.
Kolera er stadig et stort problem i udviklingslande
I store dele af verden er koleraen endnu ikke et afsluttet kapitel, og sygdommen er årligt skyld i mindst 50.000 dødsfald.
De fattige områder i Bangladesh lider under endemisk (dvs. sæsonbestemt) kolera og oplever epidemier på årlig basis.
I andre verdensdele, hvor befolkningen endnu ikke har stiftet bekendtskab med sygdommen, kan en epidemi være katastrofal. Det skete i 2011 da de hårdtprøvede haitianere, som var ved at komme sig efter jordskælvet, blev ramt af en koleraepidemi som dræbte 4.000 mennesker.
Der er flere ligheder mellem København i 1853 og Haiti i 2011, blandt andet at koleraen ramte en befolkning uden nogen form for immunitet.
I 1800-tallets København havde man desuden ingen redskaber til at modkæmpe sygdommen, så den fik lov til at hærge indtil den stoppede af sig selv.
Det var tragiske omstændigheder for samtiden, men i dag er det en unik mulighed for at studere sygdommens ’sande jeg’.
Stadsarkivets kort kan gøre os klogere på sygdommen
På Copenhagen Center for Disaster Research ved Københavns Universitet er det blevet rammen for et forskningsprojekt, der skal undersøge hvad de historiske koleraepidemier kan lære os om koleraens spredningsmønstre i dag.
Så hvad skaber en koleraepidemi?
Siden den engelske læge John Snow i 1854 sporede et koleraudbrud i Soho, London til den lokale brønd, har vandhygiejne været det herskende paradigme inden for koleraforskningen.
Vores hypotese er dog at vandet bør tillægges en mindre rolle, og at fokus i stedet bør flyttes til fødevarehåndtering og andre smittekilder. For at teste hypotesen bygger vi en model over udbruddet i København, som kan estimere vandets rolle i udbruddet.
Modellen bliver udarbejdet på grundlag af Stadsarkivets kort over vandforsyningen. Kernen i samlingen er Ludvig August Coldings nivellementskort fra 1852, hvor der indtegnet spring- og pumpevandsledninger for hele byen på gadeplan.
Dertil har arkviet en lang række uhyre detaljerede lokalkort, som afbilder vandledningernes krøllede vej fra gaden og ind til gårdenes vandpumper. Tilsammen bliver det muligt for os at se hvor hvert hus fik sit vand fra, samt hvordan det gik fra sø til pumpe gennem byens komplekse vandsystem.
