Reportage fra et generationsmøde: ”Det er guld værd at tale med nogen, der er et andet sted i livet”

En mandag i november dannede Rådhuset ramme om et generationsmøde mellem gymnasieelever og deltagere fra Københavns Stadsarkivs Erindringsklubber. Et møde der inspirerede både de unge og de ældre.

Deltagerne sidder om et langt bord i et stort rum. Der er kaffe og kage på bordet.

Generationsmøde

Med nysgerrighed og dialog kan generationer inspirere, udvikle og berige hinanden. Det var tydeligt, da Københavns Stadsarkiv afholdt et såkaldt generationsmøde, hvor unge og ældre blev klogere på hinanden og fik et møde for livet, der – som en af deltagerne beskrev det – var guld værd.

Livserfaringer i udvalgsværelse D

Mandag 18. november 2024 mødtes 18 gymnasieelever fra Sankt Petri med 16 deltagere fra Københavns Stadsarkivs Erindringsklubber på Københavns Rådhus.

Udvalgsværelse D på Rådhusets 1. sal dannede rammen, og de ældre deltagere sad spændt og ventede i de store, højryggede, læderpolstrede stole, da de forventningsfulde elever ankom. Eleverne gik rundt om det store ovale bord, spejdede efter deres navn på bordkortene og alle hilste på hinanden. Efter få minutter havde alle fundet deres plads og var budt velkommen med kaffe, te, vand og kage.

Generationsmødet kunne begynde.

En menu af samtaleemner

Foran deltagerne lå en menu, som den fælles samtale kunne tage udgangspunkt i, og snart rungede lokalet af stemmer på tværs af generationer. Der blev talt om musik, ungdom, uddannelse og samfundet i det hele taget. Emner, som både unge og ældre kunne relatere til. Begge parter var åbne og nysgerrige overfor hinandens meninger og erfaringer.

En deltager fra Erindringsklubben satte ord på:

”De ser livet på en anden måde. Det er interessant at høre, hvordan de unge har det. Går de og mugger over det samme som os? Jeg ville ønske, at der var flere generationer, der mødtes. Vi kan lære hinanden så meget. Det er guld værd at tale med nogen der er et andet sted i livet”.

Eller som en gymnasieelev beskrev det:

”Det er fedt at snakke med nogen, der ikke er på min alder. De har mere livserfaring. Vi har forskellige holdninger, og det kan man lære af”.

Suppleret af en anden elev:

” Jeg kan godt lide at lytte til historierne. Det kan være inspirerende at høre, hvad andre har gjort før os.”

Snakken gik livligt til generationsmødet, bl.a. med udgangspunkt i en menu af emner som fx musik, ungdom, uddannelse og samfundet.

Med dialog som redskab

Det er tredje gang siden juni 2024 at der holdes generationsmøde. Første gang mødtes grupperne på Thorvaldsens Museum, anden gang i september besøgte de Sankt Petri Skole og nu var turen altså gået til Københavns Stadsarkiv og Københavns Rådhus.

Formålet med et generationsmøde er at udvide og udvikle de yngre og ældre deltagere hinandens livs- og verdenssyn gennem dialog og meningsudvekslinger på tværs af generationer.

Et møde for livet

Efter fem kvarters samtale var generationsmødet slut. Deltagerne takkede hinanden for samtalen med forsikring om, at det havde været både inspirerende og givende. Mens bordet blev ryddet, afrundedes de sidste samtaler. Flere udvekslede kontaktoplysninger med henblik på at mødes igen, fx til en gåtur i byen med flere erfaringsudvekslinger. De unge og de ældre var slet ikke færdige med at mødes.

Erindringsklubberne og gymnasieeleverne

Eleverne fra Sankt Petri har, for de flestes vedkommende, rødder i tysk sprog og kultur. For gymnasieeleverne har generationsmødet derfor også til hensigt at udvikle elevernes sociale og dansksproglige kompetencer. Foruden det sociale aspekt får eleverne også en omvisning i arkivets magasin og bliver introduceret til Københavns Stadsarkiv som institution.

Erindringsklubberne på Københavns Stadsarkiv er et tiltag, hvor ældre borgere 65+ i København mødes i forløb over 12 gange og udveksler historier om livet. Udgangspunktet for samtalerne er forskelligt materiale fra Københavns Stadsarkiv og Københavns Rådhus.

Udover Erindringsklubberne findes også Thorvaldsenklubben, hvor udgangspunktet i stedet er Thorvaldsens liv og kunst. Efter deltagelse i et 12 ugers forløb, kan deltagerne via Svirreklubben bl.a. deltage i Generationsmøder, Gåfællesskab og andre sociale arrangementer med faglig basis.