Pædagogisk profil

Her kan du læse Københavns Stadsarkivs pædagogiske profil, som danner rammen om vores undervisningstilbud.

Stemningsbillede af skoleelever der der arbejder med forskellige opgaver på arkivets læsesal.

Formål

Undervisningen på Københavns Stadsarkiv har til formål at styrke børn og unges historiebevidsthed gennem kildearbejde og i mødet med autentisk kildemateriale, der knytter sig til en personlig fortælling.

Tæt på fortiden med autentiske kilder

Når du bevæger dig ind på stadsarkivet, er det som at gå ind i tidsmaskine, der vha. gulnede dokumenter, sirlig håndskrift og smukke bykort, tager dig igennem hovedstadens udvikling, fortalt gennem levede liv. I mødet med det autentiske og personbårne kildemateriale, er det taktile element en aktiv medspiller i undervisningen. Her kommer eleverne helt tæt på fortidens københavnere i arbejdet med deres skæbnefortællinger.

Undervisningen lægger vægt på, at eleverne arbejder historisk skabende som led i at styrke deres kildeforståelse. Selvom kilderne omhandler fortidens fortællinger, er det vigtigt, at undervisningen lægger op til refleksion, så eleverne oplever historiefaget som dynamisk og levende.

Fysisk ramme

Stadsarkivet ligger midt i byen på Københavns Rådhus, og den smukke rådhusbygning danner derfor rammen om undervisningen. Arkivets undervisning er centreret omkring rådhusets historiske og demokratiske akse, hvor byrådssalen hviler på arkivet og dermed historien. På samme måde minder frisen i rådhushallen, med historiske nedslagspunkter, os også om at den historiske forståelse og demokratiske dannelse er tæt forbundne.