Et passende rådhus til en storby
”Skaf os en Perle af et Raadhus”, sagde skole- og kulturborgmester H. N. Hansen i Borgerrepræsentationen i juni 1890.
Siden 1400-tallet havde den kommunale administration holdt til på Gammeltorv-Nytorv, men bygningerne var ikke længere gode nok til at repræsentere en hovedstad og, var, i takt med at byens befolkning voksede, også blevet alt for små.
En stor og flot bygning, der kunne rumme administrationen for en driftig storby var kort sagt nødvendig.
Larm og fattige var et problem
Det tog dog sin tid inden alle tanker om en perle af et rådhus blev til enighed og handling.
Debatten blandt beslutningstagerne handlede blandt andet om, hvor i byen den vigtige bygning skulle ligge.
Et andet problem var hovedstadens mange fattige; med byens fattigvæsen og de fattiges gang ind og ud af et kommende nyt rådhus, ville al byens elendig blive synlig for alle. Det var et syn, de fleste gerne ville være foruden.
Og så var der larmen fra Tivoli og de hvinende tog, der kørte ind og ud af byen; alt dette kunne blive generende for Rådhusets personale.
Debatten rullede, årene gik og endelig i 1890 blev det ved en arkitektkonkurrence afgjort, hvem der skulle stå for udformningen af det nye rådhus.
Der var fastlagte krav om lokalernes størrelse, byggematerialer, ventilation og belysning, men ellers frit slag når blot det var en bygning, der bød borgere velkommen, og i øvrigt ikke oversteg en pris på 2,2 millioner kroner.
Det lå nu fast, at rådhuset skulle ligge på det gamle voldterræn. Lige ud for det sted, hvor byens vigtigste indfaldsvej gennem århundreder – Vesterport – havde stået.
Det var en central placering i den fremvoksende moderne by og nok så vigtigt; tæt på banegården.
Hvad angik de fattige, som jo trods alt også var borgere, blev det besluttet, at fattigborgmesteren og hans administration fik kontor i det, der skulle være bagbygningen. Med den plads kunne de ikke skæmme indgangspartiet.
Martin Nyrop vandt
Vinderen af konkurrencen blev arkitekt Martin Nyrop med en tegning af en monumental, rød murstensbygning med skiffertag, et højt rådhustårn, duetårn og små hjørnetårne.
Indvendig såvel som udvendig var det en bygning, hvor døre, mure, gange og lokaler var dekoreret med figurer, mønstre og relieffer. Selv det mindste nøglehul blev udformet med omtanke og alt var håndværk i højeste klasse.
Da Rådhuset stod færdig, var Stadsarkivet blevet placeret, så borgerne som det første, når de trådte ind i den store rådhussal, kunne se ind på alle byens arkivalier. På etagen ovenover, hvor der i dag er bryllupssal, fik et nyetableret bymuseum lokaler. Man var stolt over byens historie og værnede om den.
På etagen over arkivet og museet kunne Borgerrepræsentation tage plads i en flot mødesal. På den måde var der helt fra begyndelsen kontakt mellem fortid og nutid i det nye, moderne rådhus.
Selvom der undervejs i hele processen var kritiske røster fremme om Nyrops rådhus og de mange finurligheder, bygningen bød på, så fik byen som ønsket, en perle af rådhus, og Københavns Rådhus åbnede ved en stor festlighed den 12. september 1905.
I dag kan alle besøge Rådhuset og Stadsarkivet, hvad enten man har et ærinde eller bare vil kigge ind.
