Om projektet
Formålet med indtastningen er at gøre indholdet i de københavnske borgerlige vielsesprotokoller fra perioden 1887 til 1922 søgbare for bl.a. slægtsforskere, samt at skabe et datagrundlag for historisk forskning.
Indtastningen foregår online i Kildetasteren. Log ind eller opret dig som bruger via linket i topmenuen.
Om borgelig vielse
Muligheden for at blive borgerligt viet blev indført i 1851. Før 1851 kunne vielser i Danmark kun foretages af en præst, idet der var såkaldt tvungen kirkelig vielse.
Som følge af Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed blev borgerlige vielser i 1851 tilladt folk, hvor begge eller den ene ikke tilhørte noget anerkendt trossamfund, eller hvor brudeparret tilhørte forskellige trossamfund.
Fra 1880’erne begyndte mange, særligt socialdemokrater, at erklære sig som fritænkere. For fritænkere var det at blive borgerlig viet en grundsten i det sekulære samfund, som de ønskede at styrke. Antallet af borgerlige vielser steg derfor kraftigt.
Med ægteskabsloven af 1922 forsvandt betingelserne for hvem, der måtte lade sig borgerligt vie og borgelig vielse blev et frit valg for alle der ønskede at indgå ægteskab.