De frivillige på Københavns Stadsarkivs transskriberer og renskriver arkivalier og beriger fotos og samlinger med deres viden. Formålet med indsatsen er at lette adgangen til og søgbarheden af samlingerne, samt udbrede kendskabet til både arkivets samlinger og Københavns historie.
Stadsarkivet samarbejder med frivillige, fordi frivillige bidrager med noget ganske særligt, nemlig lokalt kendskab, ekspertviden, engagement og tid. Centralt står villigheden til at bruge tid på noget der kommer andre til gode – også i fremtiden.
Den værdifulde indsats, som de frivillige udfører, kommer blandt andet slægtsforskere, historikere og studerende til gavn. Arbejdet er forankret i Stadsarkivets samlinger og bliver derfor relevant for alle, der er interesseret i Københavns historie.
Stadsarkivet prioriterer frivillighedsprojekter med online værktøjer, da vi ønsker at invitere en bred skare til at deltage; flere end der er plads til på Stadsarkivets læsesal på daglig basis. Derhjemme kan den frivillige selv bestemme hvornår engagementet lægges og i hvilket omfang.
Vi ønsker også at understøtte et fællesskab mellem arkivet og de frivillige – og de frivillige imellem – både online og med fysisk fremmøde. Det sker ved at arkivet arrangerer tastecaféer, brugerdag, udflugter, sende nyhedsbreve, holde oplæg samt give inspiration og vejledning.
Det er Københavns Stadsarkiv, der har ansvar for at definere, lede og sætte retning for frivilligprojekterne, men alle frivillige er meget velkomne til at komme med input og forslag. Stadsarkivet prioriterer pt. frivilligprojekter omhandlende brede kildeserier, der har manges interesse, fremfor at arbejde med mere nicheprægede arkivalier.
De frivillige på arkivet har forskellige forudsætninger for at deltage, og derfor tilbyde vi forskellige projekter. Nogle projekter kræver, at man skal kunne læse håndskrift, andre at man kan genkende steder i København. Fælles for alle projekter er målet om at berige, formidle og værne om Københavns fantastiske historie.
Opdateret september 2023