Mere om Vartov Hospital
Vartov Hospital optog gamle og svage bedre stillede, men fattige mennesker. De kom især fra byens borgerstand og skulle have ført et flittigt og ordentligt liv. Hospitalet optog også tjenestefolk, der havde været i lang og tro tjeneste. Det havde plads til ca. 370 personer.
En særlig ting ved Vartov Hospital var de såkaldte ’private senge’. Det var sengepladser, som private borgere eller velgørere bekostede, og som deres navn var knyttet til. De kunne også bestemme, hvem der skulle have pladsen. Københavns Fattigvæsen havde tilsvarende også indstillingsret til en række senge, de såkaldte københavnske senge.
Hospitalet var et sygehus, men havde i høj grad også karakter af en plejestiftelse eller plejehjem. De gamles ejendele blev, når de pågældende var afgået ved døden, sat på auktion. Indtægterne fra auktionerne bidrog til at betale for opholdet på hospitalet.
Vartov Hospital har rødder tilbage til Helligåndshospitalet, oprettet i 1200-tallet. Vartov Hospital flyttede ind i Farvergade 20 i 1665. Det blev nedlagt i 1934.