Andre hospitaler og stiftelser

Find oplysninger om personer indlagt på bl.a. Christians Plejehus, Frue Sogns arbejdshus, samt forskellige lazaretter i København.

Store Kongensgade 108, fotograferet i 1892. Christians plejehus, der var var beregnet for gamle soldater, soldaters enker og forældreløse soldaterbørn, lå i denne bygning fra stiftelsen i 1767 til 1775, hvor plejehuset flyttede til Sølvgades Kaserne og bygningen blev overtaget af det Det Kgl. Opfostringshus. Foto: Ukendt fotograf, Københavns Museums

Om andre hospitaler og stiftelser 1784-1882

Andre hospitaler og stiftelser dækker over Christians Plejehus, Frue Sogns Arbejdshus og forskellige lazaratter. Der er også protokoller over patienter der var indlagt på fattigvæsenets regning på Blegdams-, Børne-, Øresunds- og Koppehospitalet. Du kan læse mere om nogle af de forskellige protokoller her længere nede på siden.


Andre hospitaler og stiftelser 1784-1882


Det skal du vide på forhånd

Personens navn og periode for, hvornår personen boede, døde eller var indlagt.

Sådan bruger du materialet

Vælg først institution og dernæst protokol. Der findes ikke registre til alle protokollerne, så i flere af dem må du bladre dig frem efter periode. Protokollerne over indlagte fra fattigvæsenets er med alfabetisk register efter årgang.

Sygejournalen for Blegdam-, Børn og Øresundshospitalet er opdelt i hhv. indenbys og udenbys patientener, dvs. om personer skulle forsørges af Københavns Kommune eller af andre kommuner.


Oplysninger i protokollerne

  • Christians Plejehus: fx navn, fødested, regiment, år, omstændigheder, helbred, religion, profession, børns navne, alder, fødselsdato, fødested, indskrevet og udskrevet. Ved enker ægtefællens navn, ved børn forældrenes navne. Oplysningerne varierer efter periode.
  • Frue Sogns Arbejdshus: fx navn, alder, bopæl, arbejdsduelighed, almisse, anmærkninger.
  • Lazaretterne: fx navn, indkommet dato, alder, fødested, adresse, anmærkning, udskrevet eller død.
  • Fattigvæsenets protokoller over indlagte på hospitaler. Finder du oplysninger om bl.a. navn, alder, løbenummer, hospitalsnummer, datoer for ind- og udskrivelser, informationer om forsørgelse og anmærkninger.

Papirmateriale

Der findes mere materiale fra institutionerne, som ikke er digitaliseret.


Mere om andre hospitaler og stiftelser

Christians Plejehus blev oprettet i 1767. Det var en stiftelse for fattige og invalide soldater samt enker og forældreløse børn med tilknytning til militæret. Plejehuset havde plads til ca. 25 beboere. Det havde til huse i Store Kongensgade 108, siden på Sølvgades Kaserne. I 1845 fik plejehuset et lokale i Almindelig Hospital. Det blev endeligt nedlagt i 1872.

Frue Sogns Arbejdshus blev oprettet i 1787. Det var et hus for fattige kvinder, som måtte arbejde for den fattighjælp, de modtog. Det lå på Nørre Voldgade 30 og havde plads til ca. 10 kvinder. Det blev nedlagt i 1885.

Lazaretterne var midlertidige hospitaler, der blev oprettet i tilfælde af krig eller epidemier. I 1864 indrettede man lazaret på Almindelig Hospital til sårede soldater fra 2. slesvigske krig, se materiale under Almindelig Hospital.

Lazaretterne Smedelinien og Kløvermarken var koleralazaretter. Smedelinien, som lå ved Kastellet, åbnede i 1866. Den sidste patient blev indlagt i 1868. I 1870 blev lazarettet flyttet til Kløvermarksvej. Det blev nedlagt i 1880.

Lazaretterne i Dronningensgade og Vor Frue Arbejdshus var koppelazaretter. Lazarettet i Frue Sogns Arbejdshus fungerede som lazaret i 1872-1873; lazarettet i Dronningensgade var i brug i 1875.