Almisse 1799-1928

Her finder du personer og familier, der fik fast hjælp fra Københavns Kommune. Almisseprotokollerne er et godt sted at starte. Protokollerne har navneregister.

Om almisseprotokoller

I almisseprotokollerne finder du de personer og familier, der fik fast hjælp fra Københavns Kommune.

Almisseprotokollernes navneregistre er for perioden 1799-1915 et godt sted at starte, når du skal i gang med fattigvæsenets mange forskellige rækker af protokoller.

Der findes også almisseprotokoller fra 1915-1928, men de mister efterhånden deres betydning.

Almisseprotokoller kaldes også for hovedmandtalsprotokoller.


Almisseprotokoller og registre 1799-1928

Start med at vælge hvilken periode, du er interesseret i.

Herefter vælger du register og finder personen. Brug nummeret fra registret til at finde den rigtige protokol.


Sådan er registrene ført

1799-1816: Registret er ført alfabetisk efter fornavn. Stadsarkivet har i 1982 udarbejdet et ekstra navneregister til almisseprotokollerne for denne periode. Dette register er ført alfabetisk efter efternavn. Find registret længere nede på denne side.

1815-1857: Registret er ført alfabetisk efter fornavn og efternavn, inddelt i tre bind. Forrest i hvert bind er er der en oversigt over, i hvilke bind man finder det pågældende bogstav. Det samme bogstav findes i flere bind.

1855-1915: Registret er ført alfabetisk efter efternavn

1893-1928 – Udenbys almisse: Registret er ført alfabetisk efter efternavn og efter navnet på den kommune, der skulle forsørge personen.

1916-1926 – Indenbys almisse: Registret er ført alfabetisk efter efternavn

Det skal du vide på forhånd

Du skal kende personens navn og periode for, hvornår vedkommende fik hjælp.

Disse personer optræder i almisseprotokollerne

Personer og familier, som fik fast hjælp fra Københavns Kommune.

Nogle af personerne og familierne fik også ekstrahjælp. Hvis de fik ekstrahjælp, kan du finde dem i Ekstra almisseprotokollerne.

Oplysninger i protokollerne

  • Navn og adresse
  • Alder
  • Fødested
  • Trossamfund
  • Den hjælp, personen/familien fik, og perioden, hvor de fik hjælp
  • Bemærkninger om personen/familien
  • Særligt for plejebørn: plejefamiliens navn, erhverv og adresse.
  • Der kan også være oplysninger om fx erhverv, arbejdsevne, vielsesdato o.lign. Der vil også stå, hvor længe personen/familien har boet i København.

Tips til almisseprotokollerne

Almisseprotokollerne henviser ikke altid konsekvent til andre protokoller, hvor familien/personen optræder.

Det er derfor en god idé at notere sig de år, familien optræder i almisseprotokollerne, og se, om man kan finde dem i andre protokoller fra samme periode.

Hvis du finder en familie i almisseprotokollen med adressen ’Fattiggården’ eller ’Husvildeafdelingen’, så kan du muligvis finde familien i husvildeprotokollerne.

Forkortelser

Udsl. + en dato: Udslettet og dato, dvs. den dato, hvor personen ikke længere fik hjælp.

Vide: Se (bruges tit ved henvisning til et andet almissenr.)


Navneregister til almisseprotokoller 1799-1816

Registret er udarbejdet i 1982 af Københavns Stadsarkiv og er en ekstra indgang til almisseprotokollerne fra 1799-1816.

Registret er ført alfabetisk efter efternavn.

Nummeret henviser til løbenr. i almisseprotokollen.

Husk at tillade Pop up vindue! Se hvordan her


Spring eller mangler i almisseprotokollerne

Vi har konstateret spring i løbennumrene i enkelte protokoller. Springene skyldes ikke fejl i digitaliseringen, da de genfindes i de fysiske protokoller.

Almisseprotokol 1815 – 1857:

  • nr. 2001 – 2850: numrene springer fra 2752 til 2759.
  • nr. 2851 – 3784: protokollen springer fra 2902 til 2909 og igen fra 2960 til 2964.

Finder du lignende spring i andre protokoller, er du velkommen til at skrive til os.


Eksempel

Thomas Koch med kone, Christine, og 4 børn.

Familien står i almisseprotokollen med almissenr. 832. Der er henvisninger til to andre almissenr., nr. 115 og nr. 3273.

I almisseprotokollen kan du se, at familien bl.a. har fået hjælp i årene 1878-1881.

Hvis du tager udgangspunkt i årene 1878-1881 og slår familien op i de protokoller, der findes fra de år, vil du også finde dem i:

  • forsørgelsesprotokollerne 1878-1881
  • protokol med interimshjælp 1878
  • husvildeprotokollen 1880
  • ekstra almisseprotokollen 1881