Baggrund: Bunden og fri næring
Loven om næringsfrihed blev vedtaget i 1857 og ændrede vilkårene for handlende og håndværkere. Landets købstæder og lav mistede deres ældgamle privilegier til at drive handel og erhverv. Friheden til at drive næring var et grundprincip, men det var ikke alle, der frit kunne drive erhverv.
Nogle erhverv blev anset for at være bundet næring. Det betød, at der krævedes en særlig tilladelse for at udføre. Den tilladelse kaldte man i København og i købstæderne for borgerskab, mens den på landet hed næringsbevis. Kvinder kunne ikke få borgerskab, men de kunne dog godt få næringsbevis.
Adgangen til at udøve bunden næring var knyttet op på krav som statsborgerskab, fuldmyndighed og uberygtethed. Det var altså ikke nok blot at ansøge om tilladelse til at drive et erhverv, man skulle også være formelt og moralsk egnet.
Præcis hvilke erhverv der var anset som bunden næring, blev bestemt i en vedtægt, der blev revideret hvert femte år. Vedtægten for København udkom første gang i 1858. I den kan man år for år følge, hvilke erhverv der krævede borgerskab.
I 1931 blev næringsloven ændret. Det medførte, at antallet af bundne næringer blev begrænset, og at tilladelsen skiftede navn fra borgerskab til næringsbrev. I 1975 blev loven endnu en gang revideret, så kun vekselerere, auktionsholdere og ejendomshandlere skulle have næringsbrev.