Borgerskaber og næringsloven af 1857
Borgerskab går tilbage til 1600-tallet. Ifølge en forordning fra 1681 var det Københavns Magistrats opgave at give borgerskab til håndværkere og handlende i København.
Borgerskab var en tilladelse til at drive næring, dvs. drive en butik, et håndværk eller en virksomhed. For at få borgerskab skulle man være uddannet svend og have aflagt mesterprøve i det relevante håndværks- eller handelslav.
Med næringsloven af 1857 skulle man ikke længere være medlem af et lav for at få borgerskab. Da lavene havde været forbeholdt mænd, åbnede loven dermed for, at kvinder også kunne drive næring. Kvindernes fik dog ikke borgerskab, men et næringsbrev. Men både mænd og kvinder er registreret i borgerskabsprotokollerne fra 1857 og frem.
Borgerskab skiftede også karakter. Borgerskab havde før næringsloven været noget, der blev en givet, som definerede ens stand og hvor man aflagde ed på at påtage sig en række civile pligter som borger i København. Med næringsloven forsvandt lidt af denne dimension ved borgerskabet. Borgerskab blev mere en rettighed, som kunne søges af en bredere del af befolkningen og som fokuserede på tilladelsen til at drive det konkrete erhverv.
I 1932 stoppede man med at bruge ordet borgerskab til denne type tilladelser. I stedet brugte man betegnelsen næringsadkomst, som både mænd og kvinder havde lige ret til at søge.