Hvad er slægtsforskning?
Når du slægtsforsker, undersøger du de spor, dine forfædre har efterladt i arkiverne. Sporene kan du samle i et anetavle eller stamtræ.
Med slægtsforskning – også kaldet genealogi – fletter du din egen og din families historie sammen med den større historie og historiske begivenheder.
Hvilke spor har dine aner sat i arkiverne?
Arkivmateriale er overvejende skabt af offentlige myndigheder. Derfor er det de tidspunkter i dine forfædres liv, hvor de kom i kontakt med myndighederne, som i dag er dokumenteret i arkiverne. Det er de begivenheder du bygger din slægtsforskning på.
De drejer sig for de fleste mennesker om fødsel, skolegang, konfirmation, vielse, barnedåb, skilsmisse, begravelse og derudover personregistrering i fx folkeregistret.
Folketællinger og kirkebøger er rygraden i slægtsforskning. Disse kilder finder du på Rigsarkivet.
I Københavns Stadsarkiv finder du i stedet dokumentation for mange andre forhold i dine aners liv:
Måske dine forfædre har fået fattighjælp, har været på hospitaler eller har været plejebørn? I hvert fald er de som københavnere blevet registreret enten på registerblade eller i folkeregistret – og måske kan du finde også dem i begravelsesprotokollerne. Med disse kilder til slægtsforskning i København får du flere detaljer om dine forfædres liv og vilkår.
Slægtsforskning starter inden du besøger arkivet
Start med at indsamle oplysninger fra familien i form af erindringer om slægten, gamle dokumenter, attester og billeder.
Snak med familiemedlemmer, der husker længere tilbage end dig.
Saml alle oplysningerne på en anetavle (eller slægts- eller stamtræ), så du har overblik over, hvad du ved og hvad du ønsker at undersøge.
Brug søgemulighederne på nettet til slægtsforskning
Meget arkivmateriale til slægtsforskning kan i dag findes på nettet.
Et godt sted at starte, hvis du har københavnske slægtninge er søgemulighederne her på hjemmesiden.
Søgningen rummer bl.a. informationer om personer i København mellem 1890-1932 fra bl.a. registerblade og folkeregisterkort, samt begravede i København mellem 1860-1940.
Mange andre kilder til slægtsforskning er digitaliserede, men ikke søgbare. Det betyder at du skal bladre dig igennem arkivmaterialet præcis som hvis du stod med bogen i hånden på læsesalen.
Det digitale arkivmateriale finder du i Kildeviseren og du kan se en oversigt over hvilket materiale der findes under ’Kilder på nettet’
Tips til slægtsforskning
Simple regler, der vil spare din slægtsforskning for nogle omveje:
- Skriv altid kilderne direkte af.
- Skriv altid hvilken kilde du har en oplysning fra.