Transkribus
Projektet går ud på at “fodre” AI-programmet Transkribus med informationer, så det kan aflæse håndskreven tekst korrekt. Korrekt betyder “som det er skrevet”, dvs. kildetro. Formålet med projektet er gøre teksten læsbar for brugere, der ikke kan læse gotisk håndskrift, samt søgbar. Eneste krav for at være med, er omhyggelighed, grundighed og en god sjat gåpåmod.
Stadens 32 mænd
I dette projekt arbejder vi med protokollerne fra Stadens 32 Mænds råd fra perioden 1753-1840. Rådet skulle vejlede Magistraten om københavnske forhold og måtte foretræde for kongen. De 32 mænd var primært borgere fra den fineste del af borgerskabet. Protokollerne er fulde af spændende historier om 1700-tallets København og har ikke før været transskriberede.
Sådan foregår en Tastecafé
Vi starter med en kort intro til programmet Transkribus og retningslinjerne. Derefter øver vi os sammen. Der er arkivarer og ofte dygtige superbrugere til stede, som vil hjælpe dig i gang, eller hvis du har spørgsmål undervejs. Vi serverer kaffe og kage.