Københavns Stadsarkiv har blandt sine skatte en pragtfuldt indbundet og sirligt kalligraferet pergamentbog fra 1582, den såkaldte Valkendorfbog. Men hvem var denne Valkendorf, og hvorfor blev bogen til?
I dette foredrag fortæller historikeren Poul Grinder-Hansen og kunsthistorikeren Birgitte Bøggild Johannsen fra Nationalmuseet om en af 1500-tallets mest fremtrædende personer, den mægtige statholder Christoffer Valkendorf, med særlig vægt på hans betydning for København. De skildrer hans embedskarriere under Christian 3., Frederik 2. og Christian 4. og hans private aktiviteter som bygherre, iværksætter og velgører for både lærd og menigmand. Endelig sætter de fokus på Valkendorfs bevidste indsats for at sikre sit ry og eftermæle.
Foredraget holdes i anledning af, at man i september 2025 fejrede 500-året for Valkendorfs fødsel. I den anledning udkom en ny bog om fødselaren, ”Christoffer Valkendorf – Manden og mindet”, skrevet af de to foredragsholdere.