Foredrag under Forskningen Døgn
Tre fagfolk med vidt forskellig baggrund præsenterer deres forskning, erindringer og refleksioner omkring Børneværnets arbejde i 1900-tallets København med udgangspunkt i arkivalier og erindringer fra Københavns Stadsarkivs samlinger.
Program
I tre korte foredrag får vi indblik i Børneværnets sociale arbejde set fra helt forskellige synsvinkler:
Professor Tim Knudsen: “Erindringer fra mit arbejde for børneværnet 1963 til 1976”
Ph.d.-studerende Cecilie Bjerre: ”De lastefulde forældre. Om forældreskab, anbringelser og børneværnenes sociale arbejde, ca. 1905-1975”
Museumsinspektør Kirsten Egholk: ”Børneværnet på museum. Indsamling og formidling i Stormgade 18”
Arrangementet afholdes i anledning af Forskningens Døgn og i samarbejde mellem Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv.
Børneværnet holdt øje med byens børn
Fra 1905 fik de såkaldte værgeråd til opgave at skride ind over for forsømte, misrøgtede eller mishandlede børn. Værgerådene kunne gribe ind ved at give barnet eller forældrene advarsler eller sætte familien under tilsyn. I yderste konsekvens kunne rådene bestemme, at barnet skulle tvangsfjernes og anbringes uden for hjemmet.
I 1933 blev værgerådene nedlagt og afløst af Børneværnet. I København tog Direktoratet for Københavns kommunes Børne- og ungdomsværn sig af børne- og ungdomsforsorgen, herunder at træffe beslutning om fjernelse af børn.
Børneværnet holdt sig løbende orienteret om de forhold, hvorunder børn og unge i kommunen levede. Det samarbejdede f.eks. med foreninger, institutioner og med politiet, som var forpligtet til at underrette værnet om forhold, der kunne give anledning til hjælpe- eller tvangsforanstaltninger. Derudover kunne private anmode om hjælp, hvis de mente, at et barn var i alvorlige fare eller blev dårligt behandlet i hjemmet.
Børneværnet blev nedlagt i forbindelse med bistandslovens ikrafttræden i 1976. Københavns Værgeråds og Børneværns arkiver opbevares i dag på Københavns Stadsarkiv.
Tid og sted
25. april 2018, kl. 15.30-17.00 på Stadsarkivets læsesal – Arrangementet er udsolgt
26. juni 2018, kl. 15-17 i Hovedkassen på Københavns Rådhus – Ledige pladser
Arrangementet er gratis. Tilmelding nødvendig. Tilmeld dig her