Fælles magasin for sikrer kulturarven
Det var en stor dag for den københavnske kulturarv, da kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen tirsdag 27. juni tog det første spadestik til et nyt fælles magasin for Københavns Stadsarkiv, Thorvaldsens Museums, Københavns Museums og Nikolaj Kunsthal.
Fra næste år, når magasinet står færdig i Høje-Taastrup, kan mere end 47 hyldekilometer arkivalier samt tusindvis af genstande bevares for eftertiden på betryggende vis.
”Med det nye fælles magasin erstatter vi ti forskellige helt utidssvarende magasiner rundt omkring i København og sikrer den bedst mulige opbevaring af tusindvis af historiske genstande som ældgamle sko og værktøj, bygningsdele, bykort samt kilometer lange hylder med arkivalier,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).
”Det er en stor investering – også for Københavns Kommune – men nu sikrer vi mere end 1000 års københavnsk historie, som vi derfor også får langt bedre muligheder for at præsentere for både dagens københavnere og de kommende generationer. ”
Bygningen og de nye arkiv- og magasinrum er naturligvis designet efter alle kunstens regler til de forskellige behov for opbevaring af de historiske genstande. Det vil sige klimastyrede rum – herunder basismagasin, koldt magasin, frostmagasin, tørt magasin, ultratørt magasin med videre.
Fakta om byggeriet
Københavns Kommune har samlet afsat 167,4 mio. kr. i anlægsmidler til en moderne og fremtidssikret arkiv- og magasinløsning for Stadsarkivet og de københavnske museer.
Der er afsat knap 119 millioner kr. til bygning og grundkøb.
Selve byggeriet koster 92 mio. kr.
Bygningen bliver ca. 8000 m2 – 130 meter langt og 47 meter bredt.
Bygningen indrettes specifikt til formålet med effektiv pladsudnyttelse. Arkiv- og magasinrum designes under hensyntagen til de forskellige klimamagasintyper, herunder basismagasin, koldt magasin, frost magasin, tørt magasin, ultratørt magasin mv.
Bygningen skal rumme materialer fra Københavns Stadsarkiv, Thorvaldsens Museum, Københavns Museum og Nikolaj Kunsthal. Dertil kommer faciliteter til at konservere og registrere dokumenter og genstande, ligesom der skal være plads til frivillige og forskere.
Totalentreprisen er vundet af firmaet Base Erhverv i samarbejde med bl.a. arkitektfirmaet NORD og ingeniørfirmaet Viggo Madsen.
Bygherre er Byggeri København, der hører under Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.
Magasinet forventes at stå færdigt i sommeren 2018.
Fjernmagasinet kommer til at bestå af følgende:
- Arkiv- og magasinrum med mezzaniner og med klimastyrede arkiv- og magasinrum.
- Funktionsbygning med supportfaciliteter til håndtering og konservering.
- Udover magasin- og funktionsbygningen vil der i forbindelse med byggeriet også blive anlagt cykel-parkering, p-pladser, anlagt cykelsti, udendørs belysning og beplantning mv.
Målsætninger og effekter:
- Lever op til nationale og internationale standarder for bevaring af kulturarven.
- Mulighed for forskning i verdensklasse på det unikke historiske materiale.
- Mulighed for udvikling af gode faciliteter til frivillige.
- Rationel drift (fra ti adresser til én).
- Energieffektive og bæredygtige løsninger.
Fakta om grunden:
- Magasinet kommer til at ligge på Erik Husfeldtsvej i Høje-Taastrup.
- Grunden som er på 19.932 m2 ligger ved siden af Høje-Taastrup Private Gymnasium.
- Ca. 1,3 km til fods fra Høje-Taastrup Station.