Vågekoner – nattevagter ved de syges senge
Indtil slutningen af 1800-tallet var patientplejen delt mellem nat og dag – og varetaget af to personalegrupper: stuekoner og vågekoner. Stuekonerne stod for maduddeling, rengøring og let pleje af patienterne. Arbejdsdagen var lang – fra tidlig morgen til sen aften. Om natten blev de afløst af vågekonerne.
Vågekonerne var fattige kvinder, ofte enker, uden formel uddannelse. De gik i deres eget tøj og boede inde på sygestuerne bag foldevægge eller i mindre aflukker. De holdt øje med patienternes tilstand, men varetog ikke egentlig pleje. Deres opgave bestod primært i at sidde ved de syges senge og trøste dem om natten.
I begravelsesprotokollerne fra perioden 1861-1942 kan man finde 81 kvinder med erhvervsbetegnelsen vågekone. I de tidlige indførsler kan man se at vågekonernes adresse på dødstidspunktet har været deres arbejdsplads, nemlig Det Kongelige Frederiks Hospital. I de senere indførsler boede vågekonerne typisk i egen bolig eller på alderdomshjem, da de døde.
Den humane sygepleje
I anden halvdel af 1800-tallet begyndte man at tale om human sygepleje. Plejen skulle være mere fagligt funderet. Renlighed og hygiejne var centralt, men der blev også lagt vægt på omsorg, ernæring, orden og professionalisme.
En vigtig del af den nye sygeplejeforståelse var, at personalet skulle uddannes. Københavns Kommunehospital indførte i 1876 en sygeplejerskeuddannelse efter Matron-modellen. Det var en uddannelsesmodel udviklet af den berømte sygeplejerske Florence Nightingale, som blandt andet blev anvendt på St. Thomas’ Hospital i London. Her blev undervisningen organiseret som en kombination af teori og praksis. På dansk blev en matron kaldt en plejemoder. I dag ville man måske sige uddannelsesansvarlig.
Charlotte – en københavnsk pioner
En af de profiler, der især forbindes med den nye sygepleje, er Charlotte Larsen. Hendes arbejde inden for antiseptisk operationsudstyr og sårpleje var banebrydende. Hun blev uddannet på Kommunehospitalet i 1884 og opnåede selv at blive plejemoder for nye studerende. Hun gjorde sig også gældende inden for fagforeningsarbejde i Dansk Sygeplejeråd.
Da hun i 1904 måtte gå på pension på grund af komplikationer med sin diabetes, måtte hun samtidig fraflytte sin bolig på Frederiks Hospital, hvor hun arbejdede på den kirurgiske afdeling. Det må have været en kæmpe omvæltning, men en skæbne, som hun delte med alle hospitalssygeplejersker på denne tid. Heldigvis fik hun tildelt en bolig i sygeplejerskestiftelsen Brandes Minde, som blev opført blot to år tidligere i 1902.
Hendes registerkort afspejler med få indførsler en sygeplejerskes livsomstændigheder temmelig præcist: bolig på hospitalet og ugift. Charlotte Larsen døde i 1907 – kun 57 år gammel af diabetisk koma.
- Se Charlotte Larsen registerblad(åbner i ny fane)
- Se Charlotte Larsens begravelsesprotokol(åbner i ny fane)
Lysalfer på Finsens Institut
Da den moderne sygepleje voksede frem, opstod der også nye, mere specialiserede roller. Et særligt eksempel er Finsens Institut i København.
Her udførte man banebrydende behandling af hudtuberkulose ved hjælp af lys. Sygeplejerskerne på Finsens Instituttet betjente de kraftige kulbuelys-lamper eller trillede patienterne udenfor, så man kunne udnytte sollyset som terapi. Derfor fik de det poetiske kælenavn: lysalfer. Navnet pegede både på deres arbejde med lyset og på den omsorgsfulde, næsten eventyrlige rolle, de fik i patienternes øjne.
For behandlingen virkede og eksemplet viser også hvor vigtig sygeplejerskens rolle var og er, når lægevidenskabens opdagelser skal gennemføres i praksis.