Tretårnet kvalitet
I 1491 befalede Kong Hans, at alle guldsmede skulle stemple deres arbejde med både byens og guldsmedens mærke for at sikre ægthed og kvalitet. Stemplet var en garanti for, at sølvet indeholdt mindst 830 dele rent sølv ud af 1000 og at arbejdet var udført i byen. Fra 1893 blev tretårnet en landsdækkende kvalitetsmarkør, da guldsmede fra andre byer også måtte stemple med de tre tårne. Københavns tre tårne blev dermed et nationalt symbol på det gode håndværk og ægthed i sølvarbejdet i hele Danmark.
Det var ikke kun guldsmedene, der anvendte de tre tårne som deres mærke. I 1600- og 1700-tallet anvendte flere lav tårnene i deres segl. Lavene var foreninger, der regulerede håndværk og erhverv. De havde pligt til at levere varer til rimelige priser og uddanne lærlinge. Deres segl indeholdt ofte elementer fra byvåbenet og det værktøj, som de brugte i deres håndværk. På den måde fortalte seglene både om lavenes tilknytning til bystyret og kvaliteten af arbejdet.
De tre tårne som firmalogo
I slutningen af 1800-tallet begyndte mange københavnske firmaer at bruge de tre tårne som en del af deres logo. Tårnene fungerede dels som kvalitetsstempel og dels viste de firmaets tilknytning til København. Et af de mest kendte eksempler er porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, der siden 1898 har haft de tre tårne bag på mågestel, skibsplatter og musselmalet stel.
Regulering og beskyttelse
I 1930’ernes kommunale landskab opstod en bekymring for den ofte ukritiske brug af byvåbener hos private firmaer. Man ønskede sikre troværdigheden til kommunale institutioner.
Derfor ansøgte Københavns Kommune i 1938 om at få registreret byvåbenet som et varemærke for at beskytte det mod uretmæssig konkurrence. I den forbindelse blev 1661-byvåbnet forenklet og rentegnet af Kgl. Hofmaler Friedrich Britze og herefter trykt i Statstidende. Den nye praksis medførte, at alle der ønskede at bruge byvåbenet skulle ansøge om tilladelse fra kommunen.
