Bygningstegninger som kilde til hospitalets historie
At Københavns Stadsarkiv i dag bevarer en stor samling af bygningstegninger og kort over Sankt Hans Hospital skyldes at hospitalet blev bygget, var ejet og drevet af kommunen frem til 1995.
Historierne om hospitalet er mange, men bygningerne og området mellem bygningerne har dannet ramme om dem alle. Derfor er tegningerne en spændende kilde til hospitalets udvikling fra lemmestiftelse til et moderne psykiatrisk hospital.
Tidligere hospitalsdirektør Per Lund har affotograferet alle de tegninger af Sankt Hans Hospitals bygninger, der findes i Københavns Stadsarkivs samlinger. Heraf er over 250 nu tilgængelige på Kbhbilleder.dk.
En ildsjæl med stort historisk engagement
Hospitalsdirektør Per Lund var meget engageret i Sankt Hans Hospitals historie. Han var ansat på Sankt Hospital i årene 1973-2006, de sidste 23 år som hospitalsdirektør. Efter at han i 2006 blev pensioneret, begyndte han at gennemgå alt, hvad han kunne finde om Sankt Hospitals bygninger og deres historie.
Det førte ham i 2011 til Københavns Stadsarkiv. Fra 2012 og frem til sin død i 2015 var han som frivillig på arkivet engageret i at affotografere og digitalisere arkivets store tegningssamling fra hospitalet. Nu er de digitale tegninger også blevet registreret og dermed søgbare på kbhbilleder.dk
Sankt Hans Hospitals historie
Sankt Hans Hospital lå indtil 1807 i Ladegården uden for København. Da Ladegården brændte ved Københavns bombardement i 1807, købte Københavns Fattigvæsen i 1808 Bistrup hovedbygning ved Roskilde og indrettede her en lemmestiftelse for sindssyge, invalider og fattige.
I 1816 begyndte Københavns kommune at opføre nye bygninger til Sankt Hans Hospital, der indtil 1994 var en rent københavnsk institution for psykiatriske patienter. I 1995 blev hospitalet en del af Hovedstadens Sygehusfællesskab, og fra 2007 blev det en del af Region Hovedstaden.
Sankt Hans Hospital – eller Sct. Hans Hospital, som det hedder i dag, består af mange vidt forskellige bygninger. Særligt kan nævnes Kurhuset, der blev opført i 1851 af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Kurhuset overgik i 1880 til at være rent kvindehospital, da der samme år blev opført et mandshospital.
Andre kilder til Sankt Hans historie
I arkivets samlinger finder du også informationer om de mange fattiglemmer og patienter, der gennem tiden har haft deres gang på Sankt Hans Hospital.
De ældste dele af samlingen er digitaliseret og kan ses her på kbharkiv.dk
- Gå til Sank Hans Hospital under 'Kilder på nettet'
- Få overblik over hele arkivet fra Sankt Hans Hopsital i Starbas(åbner i ny fane)
Sidst men ikke mindst resulterede Per Lunds store engagement i hospitalets historie også i en digital samling af affotgraferinger af kilder til hospitalets historie, som han fandt på andre arkiver og museer rundt omkring, herunder hospitalets eget lille museum, der stadig i dag er drevet af frivillige. Den digitale samling kan ses på læsesalen efter bestilling i Starbas.