Den personlige fortælling i centrum
Materialerne henvender sig til historieundervisningen i grundskolen og omfatter autentiske kilder fra arkivet. I centrum er kilder med stærke personlige fortællinger om fortidens mennesker. De kildebaserede skæbnefortællinger gør det lettere for eleverne at identificere sig med historien, forstå hvad historie er og hvor vores historiske viden kommer fra. På den måde kan ”den lille historie” om almindelige københavneres levede liv perspektiveres til historiebøgernes ”store historie”.
Materialets formål
Målet er, at eleverne arbejder historisk skabende og fortolkende med kilderne for dermed at komme helt tæt på fortidens københavnere. Nogle af opgaverne kan løses digitalt, mens andre kræver, at der fra lærerens side afsættes tid til mindre forberedelse. For at styrke den taktile del af elevernes arbejde, anbefaler vi, at materialerne printes, så eleverne kan sidde med dem fysisk.