Find et egnet historisk foto
Ikke alle historiske fotografier egner sig lige godt til at lave før og nu billeder. Du skal genkende nogle pejlemærker i fotografiet – noget der ikke har forandret sig. Men ikke for meget – Jo mindre der har forandret sig, des sværere er det. For så skal du ramme mange pejlemærker med dit nu-billede.
Brug fx Google Streetview, nå du researcher hjemmefra. Her kan du se hurtigt afklare hvor meget af en fx husrække, der står tilbage.
Hvis du kan finde fotografier, der har pejlemærker i form af tårne, skorstene eller karnapper, der er placeret i forskellig afstand fra fotografen, er det en fordel. Afstanden mellem pejlemærkerne kan, når du står på stedet, give dig en ret præcis ide om, hvor langt fotografen har stået fx fra en husrække.
Det er lettes at bruge et fotografi, der er digitaliseret i en høj opløsning, for så er der flest detaljer i billedet. Men hvis dit formål er at lægge fotografierne på en hjemmeside, er det ikke et krav.
Du kan finde historiske billeder fra København på kbhbilleder.dk
Fotografering af nu-billedet
Først skal du finde det sted fotografen af det historiske fotografi engang stod. Det kan være sværere end man tror. Vær opmærksom på gader, der er blevet bredere eller smallere. Nogle gange ender man helt ude på kørebanen, og vil være nødt til at hoppe lidt frem og tilbage. Det kan derfor være en god idé at bruge en mønt (eller noget andet, der ikke flytter sig i vinden) til at markere det sted man stod på gaden.
Hvis du er høj, skal du sikkert lidt ned i knæ, eftersom fortidens fotografer sikkert har været lavere end dig.
Et godt tip er at find midtpunktet af det historiske billede og gøre samme sted til midtpunktet på nu-billedet. Derved øges chancen for, at vinklerne i det nye billede, bliver de samme som i det gamle.
Selvom de fleste historiske billeder (fra omkring år 1900) typisk er taget med en brændvidde på enten 35mm. eller 50mm., kan det være en fordel at bruge et zoom-objektiv.
De fleste ”historiske fotos” er optaget på negativer med en ratio på 3:4. Hvis man bruger et digitalt spejlreflekskamera (der optager i ratioen 2:3) bør man derfor være opmærksom på, at der skal tages mere med i siderne på nu-billedet, hvis det skal beskæres præcist som det gamle.
Redigering
Redigeringen handler om at beskære de to fotografier, så de har præcis samme størrelse. Vær opmærksom på at både længde og bredde, samt fotografiernes opløsning skal være ens. Vi har arbejdet i Photoshop, men det kan også gøres i andre billedredigeringsprogrammer.
En måde at arbejde med beskæringen er at lægge fotografierne ind over hinanden som lag i Photoshop. Ved at gøre det ene lag en smule gennemsigt, kan man finde de steder hvor pejlemærkerne skal ligge oven i hinanden.
Det kræver øvelse, men der er mange gode instruktionsvideoer omkring det at arbejde med lag på fx Youtube.
Visning på en hjemmeside
Vi har valgt at vise før-og-nu-billeder på en måde, så man kan trække fotografierne hen over hinanden. Det er sket i en særligt modul til vores CMS (system til hjemmesider) og kan derfor ikke umiddelbart kopieres.
Til gengæld findes der gratis services på nettet, som kan det samme. Disse services fungerer overvejende på den måde at du:
- Lægger dine før-billede og dit nu-billede op på din webserver.
- Indsætter links til de to billeder.
- Skriver din tekst (årstal mv.).
- Klikker OK, hvorefter servicen genererer et stykke html-kode, du kan sætte ind på dit website.
Del dine før-og-nu-billeder
Vi vil hellere end gerne se dine før-og-nu-billeder. Hvis du har lyst til at dele dem med os, så skriv endelig til os.
God fornøjelse!