Sko af pap
Edith Hobel (f. 1906), der voksede op på Frederiksberg, fortæller om morens besvær med at sørge for tøj og sko til hende og hendes fire søskende, og om sko lavet af pap:
”Tøjet blev det også så som så med. Min mor har forsålet så mange par strømper, fodtøjsreparationer klarede hun også selv. Det var såre dyrt at gå til skomageren, så hvis hun havde mulighed for at købe nogle læderrester, så har hun mange gange sat tåstød eller et par hæle på, hvor det tiltrængtes. En forretning på Gl. Kongevej ”Bata” reklamerede med, at man kunne erhverve et par nye sko, dersom man afleverede et par gamle støvler eller sko. I begyndelsen havde de stor søgning, indtil det blev kendt, at sålerne var fremstillet af pap, og at fodtøjet så absolut ikke tålte at komme i regnvejr, så blev forretningen lukket.”
Mangel på sæbe
Astrid Dewulff (f. 1898), der var flyttet til Frederiksberg i krigens første måneder, fortæller om vanskelighederne med at skaffe sæbe:
”Sæbe og soda var næsten ikke til at opdrive. Mor havde fået nys om, at der et sted i kalkbrænderihavnen blev udleveret et pund soda fra et lager. Vi blev sendt af sted om morgenen kl. 6 for at være der mellem de første, og mor var lykkelig, da vi hver kom hjem med et pund soda, så hun kunne få vasket vores tøj.”