Beskedne boligkår
Lejlighederne i Saxogade 17-19 bestod af to værelser på tilsammen 23-25 m² og køkken på 5 m².
To lejligheder i forhuset adskilte sig fra de øvrige. Den ene var en dobbeltlejlighed på 1. sal, hvor murermester Hansen og hans kone selv flyttede ind.
Den anden var en stuelejlighed på tre værelser. Til den hørte der også et butikslokale, der blev udlejet til en købmand.
Lejlighederne
Ejendommens øvrige lejligheder svarede i det store og hele til den beskrivelse, der i 1879 blev givet i ejendomsvurderingen af lejligheden over porten på 1. sal i forhuset.
Den havde ”entré med pudset loft og vægge. Værelse mod gaden med et trerammet fag vindue, pudset loft pudsede og tapetserede vægge, vinduespanel og kakkelovn. Værelse mod gården med et fag vindue, pudset loft, pudsede og oliemalede vægge samt kakkelovn. Køkken et fag vindue, komfur, køkkenindretning og fast spisekammerskab.”
Køkken, gas og vand
Køkkenindretningen bestod af køkkenbord med vask. Der var indlagt vand i samtlige køkkener, men gas kun i køkkenerne i forhuset. I mellem- og baghuset var der lagt gas ind på trappegangen, hvor madlavningen måtte foregå. Entré var der heller ikke i alle lejlighederne. Det var der kun nogle af lejlighederne i forhuset, der havde.
Fra gårdlatriner til toiletter
Da Saxogade 17-19 blev opført, var der endnu ikke kloakeret i København, så det var muligt at indrette toiletter i lejlighederne.
Københavnerne måtte benytte gårdlatrinerne, hvis indhold renovationsfolkene kørte til opsamlingspladser uden for byen. Herfra blev det transporteret videre som gødning til landmændenes marker.
Også Saxogade 17-19 blev opført med gårdlatriner eller retirader, som de også blev kaldt. I forgården var der opført “en retiradebygning af tømmer og brædder opdelt i fire rum dækket med zinktag”.
12 latriner til 200 beboere
I mellemgården var der to tilsvarende skure. I alt var der 12 latriner til de lidt over 200 beboere i ejendommen. Så der har været trængsel foran skurene. Det har heller ikke været rart at skulle i gården i al slags vejr.
Ubehaget blev ikke mindre af, at latrintønderne hurtigt blev overfyldte og rotterne pilede omkring. Om rotteplagen skriver Poul Jørgensen i sine erindringer:
“Jeg havde forresten det job at gå ned med potter i potterummet, et lille rum med en “tønde” ved siden af retiraderne. De små måtte ikke gå på “das”, der var jo mange rotter.”
”Træk-og-slip”
I 1897 vedtog Københavns Borgerrepræsentation en ny kloakplan ud fra devisen: Alt i kloakken. Det betød, at det eksisterende kloaksystem, der kun var beregnet til spildevand, skulle udbygges. Dermed blev der åbnet for, at “træk og slip” kunne erstatte latrintøndesystemet.
En lejlighed – ét toilet
I 1929 søgte ejendommens ejer om tilladelse til at oprette toiletter i lejlighederne. Toiletterne ville få et gulvareal på 0,63 m². Da de ville blive taget af de i forvejen ikke særlig store køkkener, måtte de selvsagt blive små. Ejeren fik tilladelse til moderniseringen på betingelse af, at der foran toiletsædet var en fri afstand på mindst 43 cm.
For beboerne har det været et voldsomt fremskridt alene det at få eget toilet frem for at skulle bruge de fælles gårdklosetter. Rummenes størrelse har utvivlsomt betydet mindre.
Summen af liv
Nogle måneder efter, at murermester Hansens ejendom stod klar til indflytning, var alle lejlighederne lejet ud.
Folketællingen fra februar 1880 viser, at der boede 220 personer i ejendommen. Heraf var 87 børn i alderen 0 til 14 år og 15 i alderen 15-18 år.
Beboerne i ejendommen
De fleste af ejendommens 53 familier havde mellem et og tre børn, nogle få mellem fire og seks børn.
Den mest børnerige familie var den ungarske indvandrer Carl Stephan Spatsak og hans kone Elisa Margrethe med seks børn i alderen 3-14 år. Familien boede i en af baghusets kvistlejligheder.
På samme etage boede Johan Victor og Kirstine Isaksen med deres fem børn i alderen 1-15 år. Både Johan Victor og Kirstine kom fra Sverige og her var også deres to ældste børn født.
Alt i alt havde de fire familier i baghusets kvistetage tilsammen 13 børn i alderen 1-14 år. Så der har været trængsel i lejlighederne under taget.
Én enkelt tjenestepige
Tjenestepigen var den 23-årige Laura Lützau, der også boede hos dem. I maj 1880 blev pladsen overtaget af den 15-årige Kirstine Theresia Olsen.
En ekstra indtægt til familien
De fleste af beboerne var faglærte og ufaglærte arbejdere. For at få sig en ekstra indtægt delte flere af dem deres sparsomme plads med lejere. Der boede i alt 19 til leje hos ejendommens beboere.
F.eks. den 29-årige arbejdsmand Lars Olsen, der boede til leje hos sandgraver Jens Christiansen, hans kone Grethe og deres to børn på 9 og 11 i forhusets stueetage.
På tredje etage havde det svenske ægtepar Johan og Elisabeth Larsen to mandlige lejere, Jens Olsen fra Sverige og Jens Petersen fra København. Begge var de 24 år og arbejdede som arbejdsmænd lige som Johan Larsen.
Johan og Elisabeth Larsen havde desuden en plejesøn på 7 år.
Gråd, latter og klaprende træsko
Med alle de mennesker stuvet sammen i de små lejligheder har der været et vældigt leben i ejendommen Saxogade 17-19.
Dermed adskiller den sig ikke fra genboejendommen, der beskrives således omkring århundredeskiftet:
“Fra tidlig morgen til langt ud på aftenen genlød huset af klaprende træsko, der stimede op og ned ad de mange trapper. Gråd og latter, en fuld mands skælden ud blev blandet med glade børns fløjten og sang. Ikke blot dette hus, men hele Saxogade var indhyllet i en vedvarende summen af liv og larm.”
Mange indvandrere
I slutningen af 1800-tallet var mange af hovedstadens beboere født uden for København og senere indvandret til byen. En indvandring, der også aftegner sig blandt beboerne i Saxogade 17-19, idet 108 af de 220 beboere var født uden for København.
Af de 112, der var født i København, var 86 i alderen 0-18 år og de fleste af dem var født af indvandrede forældre.
En stor del af ejendommens voksne beboere var således førstegenerations indvandrere i København. For de flestes vedkommende indvandret fra andre dele af landet.
Kun 26 kom fra udlandet primært fra Sverige og Tyskland. Den tids svenske indvandrerbølge synes således ikke at have sat sig markante spor i Saxogade 17-19.