kbhbilleder.dk – et nyt site til gamle billeder
Tusindvis af historiske fotografier fra København kan fra 15. november 2016 ses på siden kbhbilleder.dk.
Billederne stammer fra Københavns Museums og Københavns Stadsarkivs samlinger, og mange har aldrig været vist før.
Kbhbilleder.dk rummer Københavns Kommunes billedbårne kulturarv, som hermed for første gang gøres tilgængelig for alle i en samlet digital løsning.
Foreløbig kan over 40.000 billeder ses, men der kommer løbende flere til i takt med, at materialet digitaliseres.
Københavns billedbårne kulturarv
Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, glæder sig over de mange billeder på nettet:
”Det er vores fælles kulturarv, og den skal vi forvalte, så den kommer flest muligt til gode. Som historieinteresseret københavner havde jeg svært ved at løsrive mig, da jeg først dykkede ned i de mange fotografier på kbhbilleder.dk. Det er fascinerende at finde og opdage steder i byen, der har forandret sig markant, og som man dog stadig kan genkende.”
Fra bagerste baggård til de bonede gulve
Fotografierne giver tilsammen et nuanceret og alsidigt indblik i livet i København fra slutningen af 1800-tallet. Størstedelen af fotografierne har byen og gadelivet som motiv, men vi kan også følge københavnerne til hverdag og fest, fra vaskekælderen til familieudflugten, fra baggården til de bonede gulve.
På de mange kort kan du følge Københavns udvikling fra den trange fæstningsby bag voldene til en moderne storby. Og med arkitekttegninger fra Københavns Stadsarkitekt kan du se, hvordan mange nye københavnere i slutningen af 1800-tallet, skabte behov for en hel ny kommunal infrastruktur med nye skoler, brandstationer, spildevandanlæg og meget andet til den hastigt voksende by.