Lær om historiske kilder på arkivet
Skoletjenesten på Københavns Stadsarkiv ligger på Københavns Rådhus og tilbyder undervisning til grundskoleelever. Målet med undervisningen er at styrke elevernes historiebevidsthed gennem kildearbejde.
På arkivet er eleverne omgivet af millioner af dokumenter om københavnske menneskeskæbner, politiske beslutninger og kommunale institutioner. Kilderne er en del af vores fælles kulturarv og mødet med dem, giver eleverne en konkret forståelse for, hvad historiske kilder er, og hvordan de er skabt.
Kildeforståelse er helt centralt for historiefaget, men har også betydning for elevernes kritiske stillingtagen overfor de mange informationer, som de møder på digitale medier og lignende. Derfor udvikler kildeundervisningen også elevernes demokratiske dannelse.
Et autentisk møde med historien
Du kan som lærer booke undervisningsforløb, der understøtter din historieundervisning. Vores forløb er udarbejdet på baggrund af erfaringer fra lærerkurser på arkivet. Her samarbejdede historielærere og arkiv om at undersøge læringspotentialet ved at lade eleverne besøge arkivet og opleve autentisk kildemateriale.
Skoletjenesten tager desuden udgangspunkt i den lokaldemokratiske fortælling på Københavns Rådhus, hvor byrådssalen helt konkret ligger to etager over arkivet og dermed hviler på historien. På samme måde minder rådhusets frise med historiske nedslagspunkter os også om, at historisk forståelse og demokratisk dannelse er tæt forbundne.
Undervisningen på Københavns Stadsarkiv fokuserer på følgende punkter:
Et møde med virkeligheden:
Undervisningen formidler kildemateriale, der ikke er skabt til børn, fx børneværnssager, retsdokumenter eller erindringer, hvilket kan styrke elevernes følelse af autentisitet.
Autentisk kildemateriale – det taktile i centrum:
Undervisningen fokuserer på, at eleverne skal møde autentisk kildemateriale. Den sanselige oplevelse af arkivet medvirker til en styrket kildeforståelse hos eleverne.
Den personlige skæbnefortælling:
Undervisningen fortæller om levede liv i København. Eleverne kommer helt tæt på historien, og det medvirker til at styrke elevernes historiske bevidsthed og empati.
Book undervisning
Ønsker du at booke et forløb, kontakt undervisningsmedarbejder, Kasper Thorup Scheel Krüger, tlf. 21 25 83 59 eller mail, tv0r@kk.dk.