Vores fælles historie
På Københavns Stadsarkiv finder du københavnernes historie. Arkivet ligger midt i byen på Københavns Rådhus og rummer millioner af dokumenter, protokoller og digitale arkivalier. Det er fortællingen om hovedstadens udvikling og liv i mere end 700 år. Alle er velkomne til at komme forbi arkivet og være med. Vi hjælper dig på vej – ind i vores fælles historie.
Arkivet er en tidsmaskine og du bestemmer selv, hvor du vil hen. Gulnede pergamenter fra middelalderen og smukke bykort fra 1700-tallet viser os vej på opdagelse i fortidens København. Politiske forhandlinger fra vor nære fortid vidner om magt, demokrati og kampen om byen. Hundredtusindvis af fotografier, bykort og arkitekttegninger gør det muligt at opleve, hvordan byen har set ud og hvordan København blev den by, den er i dag.
Bag protokollernes smukke læderbind og embedsmændenes sirlige håndskrift gemmer sig et utal af skæbnehistorier. Her møder vi alt fra usle tiggere og hovedrige borgere til forsømte plejebørn og visionære folkevalgte. Det er byen og dens mennesker i al dens mangfoldighed.
Du kan også besøge arkivet hjemmefra. På vores hjemmeside kan du finde dine københavnske forfædre, se fotos, kort og tegninger eller læse tusindvis af erindringer og andre spændende fortællinger om byens historie.
Kom og oplev historien på Københavns Stadsarkiv.