På byvandring med appen Hidden Copenhagen
Hør en sand historie om kriminalitet, lov, orden og lægevidenskab. Opdag nye sider af kendte historiske seværdigheder samt gemte og glemte steder i byen.
Byvandringen Hidden Copenhagen – Byens anatomi, finder du i den nye byvandrings-app Hidden Copenhagen. Byvandringen findes både i en dansk og en engelsk version. Tag telefonen i hånden, lyd i ørene og begiv dig ud i byen og tilbage til 1673.
Tvunget til at dræbe sit eget barn
Februar 1673. Nils, en ung medicinstuderende, har netop overværet den danske videnskabsmand Niels Steensen udføre en offentlig dissektion af et menneske. Mens han er på vej til sit stamværtshus ved havnen, udfoldes historien om barnemorderen Gertrud Nielsdatter og om hvordan hendes krop endte som midtpunkt for en universitetsforelæsning.
Byvandringen Hidden Copenhagen – Byens anatomi fortæller den sande historie om barnemord, henrettelse og offentlig dissektion i 1600-tallets Danmark. Det er et vindue til en verden, der forvandlede kvinder som Gertrud Nielsdatter til socialt udstødte, fordi de havde fået børn uden for ægteskab. Derfor så nogle kvinder sig tvunget til at tage livet af deres nyfødte. Retten var hård ved disse kvinder. Blev de opdaget og dømt, var straffen halshugning.
Døde menneskekroppe blev studeret i fuld offentlighed
Historien handler også om, hvordan 1600-tallets læger i stigende grad betragtede de henrettedes afsjælede legemer som kilder til kroppens hemmeligheder. Niels Steensen brugte ti dage på at dissekere Gertruds krop. Det skete foran et nysgerrigt publikum af studerende og universitetslærere og var en offentlig demonstration af den ny viden, som den anatomiske videnskab kunne fremvise. Gennem hver ny opdagelse mente Steensen og andre som ham, at anatomien afdækkede en lille flig af Guds naturlige orden.
Følg den unge Nils og oplev ukendte sider 1600-tallets København
På byvandringen besøger du sammen med Nils steder, som er berømte, gemte eller forsvundet. Undervejs deler Nils sin begejstring for Steensens anatomiforelæsning. Han deler også sin overbevisning om, at kvinder, der blev dømt for barnemord, helt havde fortjent deres hårde skæbne. Men selvom Nils’ synspunkt var almindeligt, så vil du også opleve, at der også var nogle, der havde medfølelse med kvinder som Gertrud Nielsdatter.
Byvandringen er udviklet i samarbejde mellem Københavns Stadsarkiv, Københavns Museum, Københavns Universitet og University of Exeter og kan hentes her: