Københavnsk skolehistorie på kbhbilleder.dk

En stor samling skolefotos på kbhbilleder.dk giver et indblik i livet som lærer og elev ved kommunens folkeskoler i over hundrede år.

Emner

Se mere indhold om , , ,

Skolehistorie set gennem kameraet

I løbet af sensommeren 2024 kunne Københavns Stadsarkiv offentliggøre en stor samling af skolefotos på kbhbilleder.dk. Billederne viser blandt andet hverdagssituationer, udflugter, skolekomedier og personaleportrætter, men først og fremmest er der tale om klassebilleder. Fotografierne dækker perioden fra ca. 1870 og over 100 år frem.

Der har altid været stor interesse for de fysiske klassebilleder i arkivets samling og efter digitaliseringen kan endnu flere nu få glæde af dem. Klassebilledet er noget, de fleste af os kender til og er stødt på i løbet af livet som et årligt ritual i skolen. Det er en fælles referenceramme og måske en type billede, som vi selv har liggende i vores private gemmer.

Klassebilleder

De sidste hundrede år har det været almindelig praksis, at skoleelever er blevet fotograferet jævnligt. Når fotografen kom på besøg, blev klasserne opstillet til gruppefoto i eksempelvis skolegården eller gymnastiksalen. Det er en situation, vi også genfinder i arkivets erindringssamling. Her skriver Margit blandt andet:

”Hvert år blev der taget klassebilleder. Det foregik i skolegården, hvor eleverne blev anbragt på række bag hinanden. Klasselæreren stod med, men vores klasselærerinde i Mellemskolen ville dog aldrig fotograferes med sin klasse.”

Margit gik på Vognmandsmarkens Skole på Østerbro i 1940’erne og 1950’erne. Det er en af de skoler, der har fotograferet hele årgange gennem mange år, og som nu kan ses på kbhbilleder.

Klassebillede
Frederikssundsvejens Skole, 5.b, 1931-32. Fotograf ukendt, Københavns Stadsarkiv

Navnelisterne bliver søgbare

Skolerne havde forskellig praksis, både i forhold hvor ofte eleverne blev fotograferet og hvad skolen gjorde med billederne efterfølgende. Nogle skoler har gennem mange år fået fotograferet hele årgange og gemt billederne i albums. Andre skoler har passet godt på de gamle historiske billeder uden at indsamle de nyere eller kun samlet klassebillederne ind i ny og næ, når tidligere elever afleverede deres eksemplarer. Fotograferingen og arbejdsopgaverne på skolerne har været forskellige, og det afspejles i samlingerne.

Nogle, men langt fra alle skoler har også noteret navnene på eleverne og lærerne, der ses på billederne. En skare af dygtige frivillige hjælper med at skrive listerne rent, så elevernes navne bliver søgbare på kbhbilleder. Det har stor betydning for slægtsforskere, der leder efter aner i København eller for brugere, der leder efter sine barndomsvenner eller tidligere klassekammerater.

klassebillede
Nørrevold Skole, 7.bu. 1963-64. Fotograf ukendt, Københavns Stadsarkiv.

En kilde til historien

I slutningen af 1800-tallet blev det fotografiske medie mere tilgængeligt samtidig med, at antallet af københavnske skoleelever steg. Befolkningsvæksten i byen betød, at der måtte bygges flere skoler og eleverne måtte inddeles i flere klasser. Dette kan ses i samlingen af klassebilleder, der nu ligger på kbhbilleder. De store billedserier gør det nemlig muligt at følge udviklingen i klassetrin, sammensætningen af elever og meget andet.

Billederne er ikke kun til gavn for dem, der interesserer sig for slægts- eller skolehistorie. Der er mange muligheder for at undersøge alt fra demografi til modens historie ved hjælp af motiverne. Opstillingen af eleverne på billederne har ændret sig meget lidt gennem tiden, mens antallet af pigernes sløjfer eller drengenes knæhøje strømper har ændret sig meget. Her er klassebillederne en unik kilde, der gør det nemt at sammenligne elevernes sammensætning, udtryk og påklædning over tid.

Skolehistorie i arkivet

I 2014 modtog Københavns Stadsarkiv et omfattende arkivmateriale fra forskellige skoler i København. Denne samling er blevet udvidet de seneste år, hvor arkivet har tømt kommunen for papir. Arkivets medarbejdere har i dialog med skolerne hentet kasser fra deres kældre og kontorer, som nu er ordnet, pakket og registreret. Nogle skoler har afleveret de fotos og fotoalbums, som de havde i gemmerne, og det er disse, der nu er blevet digitaliseret og lagt ud på kbhbilleder.dk.

Arkivets øvrige samlinger giver også mulighede for at dykke ned i skolehistorien. Mange af skolernes elevprotokoller er digitaliseret og kan ses her på arkivets hjemmeside, sammen med oversigter over de tidligere skoledistrikter, som København har været inddelt i.

Der er også mulighed for at udforske de dele af skolernes samlinger, der ikke er digitaliseret. Søg arkivalierne frem i Arkivfinder og bestil til læsesalen.

Emner

Se mere indhold om , , ,