Den 10. oktober 1915 døde den 16-årige Thekla Marie Oda Jensen på Blegdamshospitalet.
https://kbharkiv.dk/brug-samlingerne/soeg-i-indtastede-kilder/post/1-428605
Som dødsårsag er angivet Intoxicatio mercurialis (=kviksølvforgiftning) og Syfilis. Der er ikke tale om et selvmord, og det er heller ikke registreret som ulykkestilfælde, for hendes dødsattest er almindelig, ikke medicolegal.
Vi kan ikke vide, om hendes sygdom var en erhvervet syfilis, eller om hun har været smittet fra fødslen. På grund af hendes unge alder, og fordi Sundevedsgade 28 er hendes forældres adresse ifølge mandtalslisten pr. maj 1915, vil jeg vove at gætte på det sidste (men det er kun et gæt).
Man brugte kviksølv i behandlingen af syfilis helt op i 1930erne. Lægemidlet Salvarsan var allerede på markedet fra 1910, men måske har hun fået en kviksølvkur i forbindelse med et akut udbrud af sygdommen – som man desværre er kommet til at overdosere, med fatale følger.
***
Under dødsårsagen Mercurialimus (=kronisk kviksølvforgiftning) er der et lignende tilfælde:
Agnes Poula Eleonora Hansen, død 17 gammel i 1912, dødsårsag lues (=syfilis) og mercurialismus. Hun døde på Rudolph Berghs Hospital (Københavns Kommunes hospital for hud- og kønssygdomme, oprindelig opført til kontrol og behandling af de københavnske prostituerede). Også her må man formode, at der er tale om en utilsigtet overdosis af det farlige stof.