Indtastningsvejledning Begravelsesprotokoller fra Assistens Kirkegård 1805-1862

Læs indtastningsvejledningen grundigt inden du begynder at indtaste begravelsesprotokoller i Kildetasteren. Vejledningen gennemgår indtastningen felt for felt.

Hop i vejledningen

Generelt om indtastning

Fane person

Fane Dødsfald

Fane Bopæl

Fane Andet


Generelt om indtastning

Oplysningerne om de personer der blev begravet på Assistens Kirkegård, er indført protokoller i fortrykte skemaer med faste kolonner og en linje pr. person/begravelse.

Oplysningerne skal indtastes i felter, der ikke svarer 100 % til navngivningen i de fortrykte skemaer i protokollerne. Indtastningen er nemlig opdelt i flere felter, for at gøre de indtastede data bedre at søge i.

Overstregede poster indtastes ikke.

Er et felt efterladt tomt i protokollen, efterlades det også tomt i indtastningen.

Er der noteret oplysninger i begravelsesprotokollern, der ikke passer ind i nogle af felterne, skrives de i feltet ‘Afskrift af andre oplysninger’.

På alle faner i Kildetasteren ses to felter nemlig ‘Afskrift af andre oplysninger’ og ‘Indtasters kommentar’. Disse to felter gentages på alle faner, så man ikke behøver at springe mellem fanerne for at udfylde felterne. Skriver man dermed noget i et af felterne på første fane, får man det med over på de efterfølgende faner, hvor man kan tilføje yderligere oplysninger, som gemmes til sidst samlet og kun en gang.

Kildetro indtastning

Vi indtaster begravelsesprotokollerne kildetro. Det betyder at vi taster det, der står i protokollerne.

Hvis begravelsesprotokollen og en kirkebog indeholder forskellige oplysninger om fx en fødselsdato eller måden et navn er stavet på, skal du skrive datoen og navnet fra begravelsesprotokollen. I kommentarfeltet ‘Indtasters kommentar’ kan du skrive oplysningerne fra kirkebogen, inkl. en henvisning til kilden.

Andre kilder, som fx kirkebøger, kan bruges til at afklare tvivl eller afkode svært læselig skrift. Men informationer fra andre kilder må kun skrives i kommentarfeltet. Også selvom oplysningerne kan bruges til at udfylde evt. tomme felter eller manglende oplysninger i begravelsesprotokollerne.

Flere personer på en begravelse

Nogle begravelser er dobbeltbegravelser, f.eks. søskende eller mor og barn. I nogle felter er det muligt at angive flere oplysninger, se Fornavne, Efternavn og Dødsårsag. For de felter hvor det kun er muligt at vælge én værdi, angives den førstnævnte persons oplysninger. Den anden persons oplysninger tastes i feltet ‘ Afskrift af andre oplysninger’, hvis det er oplysninger, der er forskellige for de to personer. Dette gælder fx for køn, fødselsdato, fødested og alder.

I tvivl om hvad der står?

Begravelsesprotokollerne er skrevet med håndskrift fra første halvdel af 1800-tallet og flere af protokollens oplysninger står med gotisk håndskrift. Gotisk håndskrift kræver øvelse at læse og det er vigtigt at du har denne øvelse for at kunne indtaste. Du kan øve dig på gotisk håndskrift ved at prøve Rigsarkivets online kursus.

Skulle der alligevel være ord eller bogstaver, der ikke kan læses:

  • Skriv ?? som erstatning for et eller flere bogstaver i de felter, hvor du frit kan skrive.
  • I felter, hvor du skal vælge fra en liste, vælg *kan ikke læses.
  • Gæt aldrig.

Markering af indtastningsområde

Du skal starte med at markere det område i protokollen, der handler om den person/begravelse, som du vil indtaste.

Vær opmærksom på at få hele linjen og alle bogstaver inden for det markerede område også selvom det betyder at der kan komme dele af ord med fra linjerne over og under. På grund af siderne i protokollens beskaffenhed er en linje ikke altid helt vandret. Tjek derfor at hele linjen er med og at du ikke kommer til at springe linjerne imellem.

Markeringen bruges til at skabe det billede, som bruges i søgeresultatet.

Protokollens kolonner

  • No.
  • De afdødes navne
  • Alder
  • Dødsdag
  • Af hvilken sygdom de ere døde
  • Begravelsesdag
  • Sogn
  • Gade
  • Huus no.
  • Gravstedets No og om der er forbeholdst plads til flere liig
  • Protokollens bemærkninger

PERSON

Løbenr.

Løbenummer står i første kolonne – kaldet no.

HUSK

  • Tjek den øverste række og se om løbenummeret består at flere cifre, hvor de første skal gentages på alle siden begravelser.
    Fx hvis første rækkes løbenr. er 1734 og der ved de efterfælgende kun skrevet 35, 36 osv. Her skal der i stedet skrives 1735, 1736.

Køn

Her tastes den begravedes køn.

Hvis kønnet ikke kan udledes af det, der er noteret om begravelsen, vælges ‘ukendt’.

I anden kolonne står den afdødes navn. Oplysningerne skal fordeles ud i flere felter alt afhængig af hvad der står.

Fornavne

Her skrives samtlige for- og mellemnavne på afdøde. Feltet er obligatorisk.

Svært at læse: Brug to spørgsmålstegn ?? i teksten til at angive at du er i tvivl om hvad der står.

HUSK

  • Børns navne kan godt være skrevet til sidst, som her: Oversergent Petersens søn Einar.
  • Forældre eller ægtefællers for- og efternavne skrives i feltet ‘ Afskrift af andre oplysninger’, således ex: Mors navn: Anna Jensen
  • Skriv ”Udøbt” ved spædbørn, der ikke nåede at få et navn.
  • Skriv “Dødfødt” ved børn, hvor det fremgår at de ikke levede ved fødslen (husk stadig at indtaste den angivne dødsårsag)
  • Skriv “Abort” hvis dette er angivet (husk stadig at indtaste den angivne dødsårsag eller gentage “abort”)
  • Er fornavnet ikke angivet, skriv ‘uoplyst’
  • Kaldenavne tastes ikke, men kan skrives i feltet Afskrift af andre oplysninger’.
  • Navne kan være forkortet. Skriv forkortelsen og ikke hvad forkortelsen (måske) står for.
  • Hvis der er flere afdøde noteret i samme begravelse (fx tvillinger eller når både mor og barn døde under fødslen):
    Tvillinger: Skriv ‘dødfødte tvillinger’ eller ’udøbte tvillinger’.
    Søskende: Skriv begge børns fornavne adskilt af ‘&’. Ex.: Fornavn: Alma Theresia & Hjalmar. Hvis dødsårsagen er den samme, tilføjer du én dødsårsag, hvis dødsårsagen er forskellig, indtaster du flere dødsårsager.
    Mor og barn: Skriv: ’Morens fornavn & udøbt/dødfødt barn’. Hvis barnets køn er angivet, skrives dette. Dvs. Morens fornavn & Udøbt dreng/Udøbt pige/Dødfødt dreng/Dødfødt pige”, alt efter hvad der står i posten.
  • Anonyme kvinder og børn fra Frederiks Hospital, Almindelig Hospital, Fødselsstiftelsen eller Rigshospitalet indtastes med fornavnet Uoplyst og efternavnet Anonym nr. XXX. Hvis efternavnet fremgår, tastes efternavnet efterfulgt af nummer. Eksempel: Hansen, nr. 657 A

Efternavn

Her skrives den afdødes efternavn. Feltet er obligatorisk.
Svært at læse: Brug to spørgsmålstegn ?? i teksten til at angive at du er i tvivl om hvad der står.

HUSK:

  • Børns efternavne er ofte ikke opført efter deres fornavne, men som en del af faderen eller moderens navn, fx ugift Betty Petersens datter Ellen Augusta.
  • Skriv efternavnet på den opførte moder eller fader ved dødfødte og spædbørn, der ikke nåede at få et navn.
  • Børn af ugifte mødre fik somme tider farens efternavn. Skriv morens fulde navn i feltet ‘ Afskrift af andre oplysninger’.
  • Er efternavnet ikke angivet, skriv ‘uoplyst’.
  • Hvis et navn indeholder von, von der eller lignende, indtastes dette som fornavn. Eksempel: Carl von Bülow (I feltet efternavn indtastes Bülow, og i feltet fornavn indtastes Carl von).
    Anonyme kvinder og børn fra Frederiks Hospital, Almindelig Hospital, Fødselsstiftelsen eller Rigshospitalet indtastes med fornavnet Uoplyst og efternavnet Anonym nr. XXX. Hvis efternavnet fremgår, tastes efternavnet efterfulgt af nummer. Eksempel: Hansen, nr. 657 A
  • Hvis der er flere afdøde noteret i samme indførsel med forskellige efternavne, skrives begge efternavne i efternavnsfeltet, adskilt af et &.

Fødenavn

Her indtastes en kvindes eventuelle fødenavn (pigenavn).

Civilstand

Civilstand har ikke sin egen kolonne i protokollerne og udfyldes kun hvis det fremgår af protokollen. Som regel vil mænds civilstand fx ikke fremgå.

Børn under 15 år har normalt ingen civilstand. Feltet springes over, undtagen hvis afdøde står i protokollen som ægtefødt eller uægte barn.

Civilstand fremgår af teksten fx med Ugifte Betty Petersen, Enke Anne Petersen eller Arbmd. Andersens’ Hustru. Ellers efterlades feltet tomt.

Det er kun afdødes civilstand der noteres. Men er der f.eks. tale om et barn af en ugift kvinde eller enke, skal moderens civilstand anføres under Erhverv – husk relation til erhvervet.
Civilstand angivet som erhverv dvs. foran navn, f.eks. Ugift Betty Petersen, skal indtastes som Erhverv – husk ‘Eget erhverv’. Civilstanden vælges også under civilstand, men står der f.eks. enke efter arbejdsmand Andersen, skal civilstanden ikke noteres som erhverv, men kun som civilstand.

Erhverv

Her vælges erhvervet. I feltet “relation” anføres om det er afdødes eget erhverv eller ægtefælles/faderens/moderens osv. erhverv.

Er erhvervet udfyldt er relationen obligatorisk felt.

Derudover tilføjes arbejdssted/organisation, hvis det fremgår af protokollen.

Har afdøde flere stillinger, kan du tilføje flere felter.

Står der civilstand (ugift/enke/forladt) for en mor/far til et afdødt barn, så vælges denne civilstand som erhverv og relation sættes til mors/fars erhverv. Barnet selv har ingen civilstand, så feltet efterlades blankt.

HUSK:

  • Optræder erhvervet eller arbejdsstedet ikke på listen vælges ”*skal oprettes”
  • Er afdøde opført som plejebarn, adoptivbarn, hemmeligt fødende eller barselspatient, anføres dette under erhverv.
  • Er både afdødes eget erhverv og afdødes ægtefælles erhverv opført, tilføjes et erhverv mere – husk at udfylde afdødes relation til erhvervet.
  • Er stillingen forhenværende, dvs. at afdøde ikke var erhvervsaktiv ved dødstidspunktet, vælges “forhenværende/pensioneret”.
  • Hvis den afdødes ægtefælle er pensioneret vælges ”Ægtefælles forhenværende erhverv”, ellers vælges “Ægtefælles erhverv”.
  • Hvis der for et afdødt barn er angivet mors/fars civilstand plus en stilling vælges begge dele som erhverv – husk relation. Er moderen f.eks. ugift tjenestepige vælges 1) ugift, 2) tjenestepige – begge med mors erhverv som relation

DØDSFALD

Dødsdato

Datoen skrives dd-mm-åååå.

Du kan udelade 0 foran datoer med 1-9 og fx skrive 2-4-1933.

Husk at skrive datoen helt ud. Hvis der fx er angivet do. betyder det at det er samme dato, måned eller år som på linjen ovenfor.

Hvis dødsdatoen ikke er komplet i protokollen, dvs. at enten dag eller måned mangler, erstattes den oplysning, der mangler med 1. Det betyder at en fødsel fra marts 1834, hvor den præcise dato ikke er opført, skrives 1-3-1834.

Er den begravede fundet død, gælder skrives findedatoen som dødsdatoen.

Alder

Der er flere felter til angive afdødes alder, nemlig år, måned, uge, dag og time.

Brug som udgangspunkt kun det felt, der svarer til den eller de tidsangivelser, der er brugt i protokollen.

Hvis der er angivet en alder, skal du altid udfylde ‘År’. De øvrige felter efterlades tomme, hvis tidsangivelsen ikke er brugt.

Der tastes den alder, der står i protokollen – kildetro – uden at omregne fra dage til uger eller fra uger til måneder. Kun ved halve og kvarte år bruges månedsfeltet som supplement til år.
Hvis der ikke er angivet en alder efterlades felterne tomme. Udregn ikke alderen udfra evt. fødselsdato og dødsdato.

Alder – år

Her skrives afdødes alder i år. Er det et barn, der ikke nåede at fylde 1 år eller er abort/dødfødt, skrives altid 0.
Halve og kvarte år skrives i månedsfeltet, som henholdsvis 6 måneder og 3 måneder. 2 ½ år tastes derfor som 2 år og 6 måneder.
Der kan ikke stå decimaltal i feltet

Alder – måned

Brug kun feltet, hvis protokollen bruger tidsangivelsen måned. – Eller hvis der er angivet et halvt eller et kvart år.
Står der 3 måneder, skrives 3. Står der 6 måneder, skrives 6 (og ikke 0,5 år). Står der 8/12, skrives 8. Står der 3 ½ måned, skrives 3,5. Står der 18 måneder, skrives 1 år og 6 måneder.

Alder – uge

Brug kun feltet, hvis protokollen bruger tidsangivelsen uge.

Står der 8 uger, skrives 8 (og ikke 2 måneder). Står der 2 ½ uge skrives 2,5

Alder – dag

Brug kun feltet, hvis protokollen bruger tidsangivelsen dag.

Står der 10 dage, skrives 10 (og ikke 1 uge og 3 dage)

Alder – time

Brug kun feltet, hvis protokollen bruger tidsangivelsen time.

Står der 12 timer, skrives 12 (og ikke ½ dag)

HUSK

  • Udfyld altid år (med 0 år), hvis der er tale om et barn under 1 år, og alderen er opgivet i måneder, uger, dage eller timer.
  • Udfyld altid år (med 0 år), hvis der er tale om et dødfødt barn eller abort.
  • Du kan skrive decimaltal i alle aldersfelter, undtagen år og time. Brug komma.
  • Er der to personer, som ved søskende eller mor og barn, skrives alderen på den førstnævnte. Alderen på den anden nævnte person, skrives i feltet ‘ Afskrift af andre oplysninger’.

Dødsårsag

Vælg fra listen. Hvis dødsårsagen ikke står på listen vælges *skal oprettes.

HUSK

  • Dødsårsager kan være svære at læse. Er du i tvivl, vælg *kan ikke læses
  • Dødsårsagen skrives, som den står, dvs. kildetro. Står den på latin, vælg latin. Står den på dansk, vælg dansk. Står der en historisk betegnelse, vælg den historiske betegnelse, også selvom du kender den nutidige betegnelse.
  • Dødfødte børn angives med dødsårsagen ‘Dødfødt’. Hvis der er flere dødsårsager, tilføj et felt for hver dødsårsag.
  • Dødsårsagerne indtastes i den rækkefølge de står og skrives kildetro, på nær forkortelser, variationer i stavemåder og åbenlyse stavefejl.
  • Er der opført flere dødsårsager tilføjes et felt.
  • Kan du se at der er tale om flere dødsårsager, der alle mangler på listen, opretter du et felt til hvert dødsårsag og udfylder med *skal oprettes.
  • En dødsårsag på latin kan bestå af flere ord:
    Et navneord (med stort forbogstav) med et eller flere efterfølgende ord (med lille forbogstav). Eksempel: Cancer ventriculi
    En række ord, hvor der optræder småord eller &-tegn imellem. De udgør ofte en helhed og skal så vælges på listen. Eksempel: Cancer vesicae felleae et hepatis
    TIP – en ny dødsårsag på latin kan kendes ved, at den (oftest) starter med stort bogstav.
  • Hvis der er flere personer noteret på samme indførsel, fx tvillinger, søskende eller når både mor og barn døde under fødslen: Er dødsårsagen er den samme, tilføjer du én dødsårsag, hvis dødsårsagen er forskellig, flere dødsårsager.
  • Dødsårsager som selvmord og drab kan være noteret i en længere sætning med mange detaljer. Hvis den præcise ordlyd af dødsårsagen ikke findes på listen, vælges den værdi der passer bedst og den kildetro komplette formulering af dødsårsagen og skrives i felet ‘ Afskrift af andre oplysninger’.

Sogn

Vælg fra listen.


BOPÆL

Gadenavn

Her skrives navnet på den gade, der står skrevet som bopæl. Vælg fra listen.

HUSK

  • På listen er også gadenavne fra Frederiksberg og Gentofte.
  • Står gaden ikke på listen vælger du *skal oprettes.
  • Nogen gange er der i stedet for en adresse opgivet en institution. Så springes gadenavn og nummer over og Institutionens navn vælges fra listen.

Gadenummer

Her skrives husnummeret på afdødes bopæl.

Institution/Sted

Her skrives institutioner og steder, som er angivet som bopæl, men som ikke er noteret som en adresse. Vælg fra listen og hvis institutionen/stedet ikke optræder på listen, vælg *skal oprettes.

HUSK

  • Hvis stedet er noteret med både en stednavn og en adresse, indtastes begge dele. Hvis kun institutionen/stedet er angivet, indtastes kun denne.

Resten af Danmark/verden

Brug kun dette felt i de tilfælde, hvor afdøde ikke havde bopæl i København, Frederiksberg eller Gentofte. Udfyld feltet med det stednavn/adresse, der står under bopæl. Skriv alt hvad der står i samme felt, både evt. gade- og stednavne.


ANDET

Gravstedets nr.

Her skrives kildetro den tekst der står i kollonnen kaldet ‘Gravstedets nr. mm’.

OBS to små “hak” (ligner kommaer eller anførselstegn) betyder at et felt med vilje ikke er udfyldt (fx unummereret fattigjord) og er ikke et gentagelsestegn som do. Indtastes med to kommaer.

Protokollens anmærkning

Her skrives kildetro den tekst der kan være anført i den sidste kolonne i protokollen.

Afskrift af andre oplysninger

Her kan du skrive oplysninger om begravelsen eller personen, som ikke passer ind i de andre felter.

Du skal altid udfylde dette felt, hvis du i et af de øvrige felter har valgt en værdi på en liste, der ikke svarer præcis til det, der står i protokollen.

Skriv således [Navn på feltet, hvor oplysningen hører til]:[skriv præcis det der står i protokollen].

Hvis moren/farens eller ægtefællens navn fremgår af teksten, skal denne oplysning indtastes her, således ex: Mors/fars eller ægtefælles navn: Anna Hansen.

Indtasters kommentar

Dette felt er til supplerende oplysninger fra andre kilder, samt andre kommentarer til indtastningen og/eller begravelsen, der ikke er afskrift af protokollens oplysninger.

Indtast ikke selve indholdet fra den supplerende kilde i kommentarfeltet, men blot navnet på kilden, dato og evt. link. Fx henvisning til kirkebog: Københavns amt, Helligkors sogn, HM 1889-1891, fødte, side 56, nr. 397, AO: opslag 57.