Erindringsklub 65+

Erindringsklubben er et forløb over 12 uger, hvor vi mødes 10 deltagere. Ved møderne udveksler vi erfaringer, tanker og oplevelser fra eget liv, med udgangspunkt i materiale fra Københavns Stadsarkiv.

Glimt af rådhusets eget musselmalede stel med byvåbnet. Foto: Mads Neuhard, Københavns Stadsarkiv

Samtaler på Københavns Stadsarkiv

Vi mødes i Københavns Stadsarkivs smukke lokaler på Københavns Rådhus. Ud fra fotos og andet historisk materiale fra arkivets samlinger, deler vi erfaringer fra bl.a. barndommen, arbejdslivet og nutiden. På den måde kommer vi rundt om store dele af livet. En vært fra Københavns Stadsarkiv præsenterer dagens indhold og lægger op til samtale. Undervejs er der kaffe og kage.

Del dine tanker og erindringer i et fællesskab.

Erindringsklubben er for dig som:

  • Er nysgerrig på din egen og andres personlige historie
  • Har lyst til at lære nye mennesker at kende
  • Kan lide at udveksle dine tanker med andre
  • Har lyst til at indgå i et fællesskab

Mange har allerede været glade for at deltage i Erindringsklubberne, som har haft til huse på Stadsarkivet siden 2017.

Det har sat så mange tanker i gang om mit eget liv. Mange ting jeg slet ikke har tænkt på siden den gang. Ting som jeg havde glemt, at jeg havde oplevet. Det at høre de andres fortællinger har vækket mine egne erindringer til live. Det har været SÅ interessant og godt for mig.

Kjeld, 75 år.

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte værterne Lise eller Louise.

Kontakt:

erindringsklubber@kk.dk

Telefon Louise: 51705287

Telefon Lise: 24788751

Stemingsbillede fra et tidligere hold siddende på Københavns Stadsarkiv.

Deltagerne fortæller om Erindringsklubben

Her kan du læse, hvad nogle af Erindringsklubbens tidligere deltagere har fået ud af at deltage i de tolv møder på Stadsarkivet:

”Det har været meget spændende at opleve, hvor meget jeg har til fælles med andre jævnaldrende og vildt fremmede mennesker, som jeg sikkert aldrig ville være kommet i kontakt med ellers. En kæmpe fælles erfaringsbase. Det var en god oplevelse.” Lise, 66 år.

”Det har været meget interessant at høre andres livshistorie.” Søren, 86 år.

”Det er sjovt, at da jeg tog herhen, så tænkte jeg, at jeg da egentlig ikke havde noget at fortælle, men der kommer jo masser, når først man får taget hul på det.” Lis, 72 år.

”Der er mange ting, jeg er kommet i tanke om, som jeg fuldstændig havde glemt. Både under møderne men også når jeg er gået hjem og sidder derhjemme, så dukker der ting op.” Jytte, 68 år.

”Det har været meget interessant at høre om andres barndom, som har været så anderledes end min egen.” Bent, 70 år