Separation og skilsmisse

Frem til 1857 stod Københavns Magistrat for at bevilge separation og skilsmisse. Her kan du finde protokollerne for perioden 1806-1857.

Resolutionsprotokoller og referatprotokoller 1806-1857

Skilsmisse og separation blev noteret i referatprotokoller. I perioden 1806-12 findes også resolutionsprotokoller. Oplysningerne er mest fyldige i referatprotokollerne. Begge typer protokoller finder du i listen nedenfor.

Der er et alfabetisk navneregister i hvert bind. Start med registret og find navnet på en af parterne. Både mand og kone står i navneregistret. Brug nummeret ud for navnet til at finde oplysningerne om skilsmissen/separationen i selve protokollen.


Separation og skilsmisse 1806-1857

Protokollerne er inddelt efter nummer. Brug navneregistret forrest i hvert bind til at finde det rigtige nummer.


Skilsmisser efter 1858

Det skal du vide på forhånd

  • Navn på enten kvinden eller manden.
  • Et omtrentligt år for separationen/skilsmissen

Oplysninger i protokollerne

  • Protokollerne indeholder oplysninger om, hvem der ønskede separation/skilsmisse, fra hvem og hvorfor.
  • Tit er mandens erhverv nævnt.
  • Parternes og evt. vidners udsagn er gengivet i korte referater.
  • Til sidst kommer magistratens beslutning.

Sager/bilag til protokollerne

Der findes en række af sager/bilag til protokollerne. Disse er ikke digitaliseret og kan ses på læsesalen.


Københavns Magistrat og bevilling af separation og skilsmisse

Separation og skilsmisse blev almindeligt i løbet af 1700-tallet.

Fra 1797-1826 kunne Københavns Magistrat bevilge separation. Separationer findes 1797-1805 i magistratens protokoller og i magistratens journaler. De er ikke online.

Skilsmisse kunne ske efter bevilling hos Danske Kancelli eller ved dom og skal derfor findes på Rigsarkivet.

Fra 1827-1857 kunne Københavns Magistrat bevilge både separation og skilsmisse. Dvs. at magistraten selv kunne bevillige skilsmisse til par, der havde været separeret i 3 år og som var enige om skilsmisse.

Fra 1858 overgik bevilling af separation og skilsmisse til Københavns Overpræsidium. Materialet findes på Rigsarkivet og kan ses på Arkivalieronline.