Se fotos på kbhbilleder.dk
Kbhbilleder.dk er et website, hvor du kan se og søge i digitaliserede fotos fra Københavns Stadsarkiv, Københavns Museum og Frederiksbergs Stadsarkiv.
Stadsarkivets fotografiske samlinger
Stadsarkivet har digitaliseret flere større fotografiske samlinger, eksempelvis:
Boligkommissionens fotografier
Københavns Boligkommission havde som opgave at vurdere byens ældre boligejendomme for at vurdere om den levede op til brand – og sundhedsmyndighedernes forskrifter.
Kommissionen startede sit arbejde i 1940 efter nogle år med kraftig offentlig debat om tuberkulose og sociale problemer forårsaget af dårlige og usunde boliger. Når boligkommissionen inspicerede boligerne fotograferede de flittigt og disse billeder giver i dag et kig i en Københavns boligmasse før byfornyelse og sanering.
Stadsingeniørens fotos – den såkaldte TMF samling
Stadsingeniørens direktorat havde ansvar for byplanlægning, samt anlæggelse og vedligeholdelse af veje, anlæg og parker.
Som et led i dette arbejde opbyggede direktoratet en stor billedsamling, der dokumenterede deres arbejde og de forandringer det medførte. Billederne viser gader, pladser og parker med fokus på områder, der har forandret sig meget gennem 1900-tallet.
Frihavnens fotosamling
De ældste fotos viser anlægsarbejdet til Københavns Frihavn på Østerbro i 1890’erne. Et gigantisk anlægsarbejde, der skulle styrke Københavns position i Østersøen og gøre det muligt for København at konkurrere med Hamborg, når Kielerkanalen åbnede.
Fotosamlingen fokuserer især på havneområdet Søndre Frihavn bag Langelinie-kajen, men rummer også fotos fra Kalkbrænderihavnen i nord til Slusen ved Sjællandsbroen. De nyeste fotos stammer fra slutningen af 1950’erne.
Stadsgartnerens fotosamling
Stadsgartnerens kontor blev etableret i 1907 under Stadsingeniøren. Kontoret varetog anlæggelsen og driften af byens legepladser og grønne områder såsom de offentlige kommunale parker, haveanlæg, beplantede pladser, træalléer og græsarealer.
Arbejdet blev undervejs grundigt dokumenteret, og samlingen giver derfor et særligt indblik i tilblivelsen og udviklingen af byens grønne og rekreative områder op igennem 1900-tallet.
- Gå til Stadsgartnerens fotos på kbhbilleder.dk(åbner i ny fane)
- Læs mere om fotosamlingen og Stadsgartneren
Skolefotos
Samlingen indeholder fotos fra københavnske skoler 1870-2000, der gennem tiden er blevet afleveret til Københavns Stadsarkiv. Skolebillederne er endnu ikke digitaliseret i bund.
Billederne viser blandt andet hverdagssituationer, skolebygninger, udflugter, skolekomedier og meget andet. I samlingen findes også de mere klassiske lærerportrætter og klassebilleder.
Fotos der endnu ikke er digitaliserede
Stadsarkivets fotografiske samlinger er ikke fuldstændigt digitaliseret. De resterende fotos er spredt i mange forskellige dele samlingerne i sammenhæng med det øvrige arkivmateriale, som institutionen, myndigheden eller personen i sin tid har afleveret til arkivet.
Disse fotos kan du bestille i Arkivfinder til benyttelse på læsesalen.
Digitale fotosamlinger
Stadsarkivets fotosamling rummer ikke kun fysiske og digitaliserede billeder. I takt med at billeder optages med digitale kameraer, modtages samlinger af digitalt fødte fotos på arkivet. Eksempelvis:
Erik Nicolaisen Høy
Erik Nicolaisen Høy er tidligere bibliotekar på Københavns Hovedbibliotek og har i mange år været en passioneret formidler af byens historie. Gennem sit virke har han fotograferet byens fysiske rammer og dokumenteret København i rivende udvikling fra 2012-2025.
Samlingen indeholder motiver fra kvarterer og byrum etableret i nyere tid, samt viser hvordan det gamle København eksisterer side om side med moderne bygninger og ny brug.