Fra Stadsarkivets samlinger til Historien om Danmark på DR
Lørdag den 30. september viste DR det syvende afsnit i dokumentarserien ‘Historien om Danmark’. Afsnittet omhandler perioden 1660-1800 og her fortælles historien om den unge københavnerpige Inger Christensdatter, der i 1705 forsøgte at dræbe sit nyfødte barn og efter mange trængsler blev henrettet af bødlen året efter.
Historien er hentet fra Stadsarkivet, som også har hjulpet DR i arbejdet med denne spændende og grusomme sag.
Inger føder i skjul
Historien om Inger Christensdatter foregår i København for mere end 300 år siden og kan kun fortælles, fordi sagen om hendes fødsel i dølgsmål, det vil sige fødsel i det skjulte, har overlevet disse mange år i Stadsarkivets samlinger.
Inger tjente hos en brændevinsbrænder i Vingårdsstræde og den 12. marts 1705 sender han hende ud i byen for at få malet malt på Kongens Maltmølle, der lå for enden af Skt. Annægade tæt ved havnen.
Mens Inger er på møllen får hun stærke smerter og mærker, at hun skal føde. Ubemærket sniger hun sig ud til havnens bolværker og her føder hun sit barn.
Efter fødslen gemmer hun barnet i et hul og dækker det med noget hestemøg, der ligger på kajen. Så sniger hun sig tilbage til møllens port og holder øje med, hvad der nu sker.
Der graves i møget
Lidt efter kommer en mand gående ude ved bolværkerne. Det er tjenestekarlen Hans Gram, der ude for at skyde strandmåger. Han hører noget pibe nede i bolværket og tror i første omgang, at det er en kattekilling. Hans Gram beder en forbipasserende matros ved navn Olle Amundsen om at lytte og de to mænd beslutter at grave i møget, først med en bådshage og siden med en spade, for at finde ud af, hvad det er. Efter nogen tid kommer en lille arm til syne og de to mænd bliver klar over, at de har fundet en lille nyfødt dreng. Barnet bliver nu bragt hen i en kælder i Lille Strandgade, hvor det bliver vasket, svøbt og lagt til en kvindes bryst.
Inger har stået i møllens port og set det hele. Efter at barnet er blevet båret væk, skynder Inger sig hjem til Vingårdsstræde, hvor hun skifter tøj og gemmer sine blodige klæder. Herefter går hun tilbage til arbejdet, som om intet var hændt.
Tåbelig, enfoldig eller morderisk
Samme aften anmelder Hans Gram hændelsen til byfogeden og nu går jagten på barnets mor i gang. Det er nemlig strengt forbudt at skjule sin graviditet, føde i skjul og gemme sit barn, hvilket bliver betragtet som forsøg på barnemord. Alt efter sagens alvorlighed er straffen skamfuld udstilling ved byens kag, brændemærkning eller døden ved halshugning.
Ingers forsøg på at skjule sin graviditet og fødsel lykkes ikke i længden. Allerede samme aften anholder byfogedens mænd hende i brændevinsbrænderens hus. Først nægter Inger at kende noget til sagen, men efter en nat i arresten tilstår hun, at det er hende, der er moderen til det fundne barn. Hun fortæller også, at hun er 23 år og født i Skåne og at hun blev forældreløs som lille. De seneste mange år har hun tjent forskellige steder på Sjælland, senest hos en landkaptajn i Store Heddinge. Her var hun blevet gravid med en tambur ved navn Oluf Clausen.
Inger undskylder sin gerning med sin tåbelighed og enfoldighed og påstår, at hestemøget var faldet ned over barnet af sig selv og at hun ikke havde forsøgt at slå det ihjel. Den lille dreng overlever imidlertid kun nogle få dage og ved et senere forhør forklarer matrosen Olle Amundsen, at barnet blev fundet under et tredive centimeter tykt lag møg, som umuligt selv kunne være faldet ned over barnet.
En forbryderske skal dømmes, dømmes og dømmes
Den 8. juni dømmer bytinget Inger til døden for fødsel i dølgsmål og forsøg på barnemord. Hun skal halshugges og hendes hoved skal sættes på en stage til skræk og advarsel.
Inger anker imidlertid sagen til den såkaldte rådstueret. Men lige meget nytter det. Den 5. august 1705 stadfæster rådstueretten bytingets dødsdom.
Inger har dog ikke givet op endnu. Hun skriver nu direkte til kongen og beder om nåde eller om ikke andet at få prøvet sin sag ved Højesteret. Det sidste vil kongen godt gå med til, men det resulterer blot i endnu en dødsdom den 9. november 1705.
Inger er nu dødsdømt tre gange og hendes sidste time er nær. Men så finder man ud af, at hun er blevet gravid med en medfange, nemlig gørtlersvenden Daniel Busch, der var fængslet for en skammelig gerning. Det siger ikke så lidt om datidens fængsler.
Da Inger ikke kan henrettes, uden at man også dræber det ufødte barn, beslutter man, at hun først skal henrettes efter at have født barnet.
Ingen slipper for sin straf
Den 5. marts 1706 føder Inger en lille pige, som straks bliver døbt Maria. Nu er det – endelig har byfogeden nok tænkt – tid for Ingers henrettelse. Men det skal vise sig, at Inger på tragisk vis snyder bødlen en allersidste gang. Den 17. marts dør Inger nemlig i fængslet – sikkert af udmattelse efter et år på fangekost eller af barselsfeber efter endnu en fødsel under uhumske forhold.
I begyndelsen af 1700-tallet er det imidlertid ikke så let at slippe for den enevældige konges straf. Byfogeden beslutter nemlig i samråd med kongen, at Inger alligevel skal henrettes ved halshugning – og det hurtigst muligt.
Således slutter Ingers historie med, at natmanden Hans Caspar Lange den 19. marts 1706 kører hendes lig ud til retterstedet uden for Vesterport. Her halshugger han hende, sømmer hendes hoved fast på en stage og begraver hendes hovedløse legeme på retterstedet.
Ingers liv var ikke en dans på roser. Hun var forældreløs og måtte altid leve af at tjene andre. Men helt skidt blev det først den dag, da hun stod gravid og ugift i København. Det var ikke blot skammeligt men også forbudt. Som enlig mor med et uægte barn ville hun være blevet betragtet som en hore, som ingen mand ville have. Det var sikkert baggrunden for Ingers desperate forbrydelse.
Ingers sidste år blev både dramatisk og pinefuldt. Hun blev mor til to og dødsdømt tre gange. Til sidst døde hun – på en måde – to gange.
LINK: Se en tidslinje over Ingers liv (pdf)
LINK: Læs en fuld transskription retssagen mod Inger (pdf)
LINK: Se det originale retsdokument fra 1705 om sagen mod Inger (pdf)
