Skyttegravskrig, hungersnød og knuste imperier. Første Verdenskrig havde store konsekvenser for Europa og kostede omkring 10 millioner soldater livet. Verden var ikke den samme efter krigen.
Ikke desto mindre er krigen på mange måder blevet den ”glemte” verdenskrig i Danmark. Men selvom den danske regering holdt landet ude af selve krigen, prægede den livet i København i mange år. Gullaschbaroner og andre forretningsfolk tjente ustyrlige summer på krigen. Men for den jævne københavner kostede krigen dyrt, når priserne steg, varerne blev rationeret og krigsfrygten holdt folk vågne om natten.
Arkivar Nicolai Eberholst har gravet i Stadsarkivets samlinger og fundet de københavnske spor af krigen. I foredraget hører vi, hvordan verdenskrigen blev oplevet i den neutrale hovedstad og hvilke konsekvenser krigen fik for københavnerne og deres hverdag.