10års-planen

Over de næste 10 år skal kilometervis af arkivalier afleveres til Københavns Stadsarkiv. Det skyldes at nye magasinforhold har banet vejen for aflevering af det bevaringsværdige arkivmateriale, der opbevares i kommunens forvaltninger.

Der kommer løbende materiale fra kommunens kontorer, kældre og loftsrum. Dokumenterne er bragt ind fra de forskellige forvaltninger og efter modtagelsen på arkivet sorterer og renser ansatte materialet, der efterfølgende bliver registreret og gjort tilgængeligt for forvaltningerne og borgerne. Foto 2020: Mads Neuhard, Københavns Stadsarkiv.

At tømme kommunen for papirarkivalier

I 2019 påbegyndte Københavns Stadsarkiv et omfattende afleveringsprojekt, som populært sagt går ud på at tømme Københavns Kommune for de papirarkivalier, der opbevares rundt omkring i forvaltningerne. Papirarkivalierne skal i stedet afleveres til arkivet.

Det forventes at projektet vil vare op imod 10 år – deraf arbejdstitlen ’10-årsplanen’ – men med den nuværende fremdrift i modtagelse, ordning, pakning og registrering kommer arkivalierne måske i hus før tid.

Nyt magasin banede vejen

I 2018 stod Københavns Stadsarkiv nye magasin i Høje Taastrup færdig. Kultur – og Fritidsforvaltningen stod for opførelsen af magasinet, der er topmoderne med hensyn til betryggende og korrekt bevaring af kommunens historie.

Det nye magasin har givet Stadsarkivet mulighed for at igangsætte 10års-planen. Mangel på magasinplads var nemlig en af grundene til at papirarkivalierne stadig befandt sig i forvaltningerne.

Kilometervis af arkivalier

40 hyldekilometer er omfanget af de papirarkivalier, som forvaltningerne har indberettet, at de ligger inde med.

Da alt ikke er bevaringsværdigt i følge arkivloven, skønnes det, at cirka halvdelen vil finde vej til Stadsarkivets magasin i Høje Taastrup og dermed blive tilgængelig for offentligheden.

Indtil nu har Stadsarkivet behandlet og registreret størstedelen af ØKFs arkivalier og er godt i gang med KFF. Derefter følger de øvrige forvaltninger, indtil alle 7 har afleveret.

Kommunal velfærd

Hvilke historier vil de mange nye arkivalier kunne fortælle? Det vides selvfølgelig ikke på forhånd, men helt overordnet handler det om de sidste 50 års velfærdshistorie i Danmarks største kommune. Vi har skrevet en tema om nogen af de emner, som de nye arkivalier kan belyse i dybden.

Emner

Se mere indhold om