Arkivar til formidling, vejledning og borgerkontakt

Vi søger en arkivar med erfaring i arkivundersøgelser, historisk viden, sans for den gode historie og lyst til at give indsigten i og begejstringen for arkivets samlinger videre til arkivets brugere.

Vil du være med til at udforske arkivets samlinger for at finde de gode historier, svare på forespørgsler og vejlede brugerne til at kunne finde vej i arkivets kringelkroge, præcis som du kan?

Vi søger en arkivar med erfaring i arkivundersøgelser, historisk viden, sans for den gode historie og lyst til at give indsigten i og begejstringen for arkivets samlinger videre. Både til alle de brugere, der hver dag besøger arkivet på læsesalen eller online, og til alle de borgere, der interesserer sig for byens eller deres egen historie.

Arbejdet består i selvstændigt at udføre arkivundersøgelser i arkivets samlinger på tværs af perioder, emner og kilder. Målet for indsatsen er at understøtte Stadsarkivets borgerbetjening, øge kendskabet til arkivets samlinger og vejlede arkivets brugere, der anvender samlingerne.

Resultaterne af dine undersøgelser skal du kunne videregive i velskrevne tekster, der kan bruges i alt fra sagsbehandling til sociale medier. Du skal derfor kunne gøre det indviklede overskueligt og have blik for forskellige brugeres behov, ønsker og forudsætninger.

Med sans for samlingernes anvendelsesmuligheder vil du deltage i Stadsarkivets borgervendte arbejde, dvs. formidling, arrangementsudvikling, nyheder og artikler til web og sociale medier, udarbejdelse af vejledninger, understøttelse af undervisning, tilgængeliggørelse af nye kilder på hjemmesiden, indsamling af beretninger fra københavnerne, samt behandling af ansøgninger om dispensation fra arkivlovens tilgængelighedsfrister.

Du vil desuden deltage i Stadsarkivets forskellige frivillighedsprojekter. Her vil du understøtte dialogen med de frivillige ved at motivere og svare på spørgsmål med blik både for den enkelte deltager, fællesskabet og projektets faglige kvalitet.

Du vil blive tilknyttet Publikumsafdelingen med primær arbejdsplads på Københavns Rådhus, men med centrale samarbejdspartnere i hele arkivet og i Historie & Kunst.

Du kan forvente:

  • Et arbejde, hvor dialogen og fællesskabet mellem borgerne og arkivet er i fokus
  • En central rolle i forhold til udviklingen af arkivets vejledning og formidling
  • Konkrete arbejdsforløb med mærkbar fremgang og resultater
  • Indflydelse på arbejdsopgavernes løsning
  • Fagligt samarbejde med dygtige og engagerede kolleger

Vi forventer, at du:

  • Har erfaring med arkivundersøgelser, samt større arkivers opbygning og søgemuligheder
  • Kan læse håndskrift fra forskellige perioder
  • Kan skrive, så det vigtigste står først, og det indviklede bliver enkelt
  • Kan kommunikere i øjenhøjde med målgruppen
  • Har sans for indhold og kommunikationsformer på web og sociale medier
  • Har kendskab til Stadsarkivets samlinger, digitale som fysiske
  • Har en bred viden om by-, kultur-, hverdags- og forvaltningshistorie i København
  • Har viden om arkivlovens tilgængelighedsfrister
  • Har sans for klassiske arkivardyder som registrering og journalisering
  • Kan varetage ansvarsområder og projekter selvstændigt og fleksibelt
  • Er et åbent, nysgerrigt og inkluderende menneske

Kvalifikationer

Kandidatgrad i historie eller lignende med dokumenteret erfaring i arkivundersøgelser.

Løn- og ansættelsesvilkår

Efter gældende overenskomst med Københavns Kommune og principperne i Ny Løn.

Stillingen er på 30 timer ugentligt og ønskes tiltrådt den 1. marts 2021.

Yderligere information

Du kan få yderligere information om stillingen hos arkivar Peter Wessel Hansen den 2. og 15. december 2020 mellem kl. 11.00 og 14.00 på 2362 9260.

Ansøgning vedlægges CV og dokumentation for relevant uddannelse og erfaring.

Søg via nedenstående link senest mandag den 4. januar 2021.

Vi afholder samtaler den 21. januar 2021. Der vil blive stillet en opgave i forbindelse med samtalen.

Om Københavns Stadsarkiv

Københavns Stadsarkiv er en del af fagcenteret Historie & Kunst i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune. Fagcenteret omfatter endvidere Nikolaj Kunsthal, Thorvaldsens Museum og Københavns Museum.

Kultur- og Fritidsforvaltningen

I Kultur- og Fritidsforvaltningen tror vi på, at tillid og samarbejde både øger medarbejdernes trivsel og højner kvaliteten, produktiviteten og vores evne til at gå nye veje.